Fodbold

Liverpool-spiller føler sig dårligt behandlet af Klopp

Alberto Moreno er ikke tilfreds med den behandling, han har fået af Jürgen Klopp på det seneste. Paul Ellis / Scanpix Denmark

Liverpools spanske venstreback Alberto Moreno er så utilfreds med Jürgen Klopps behandling, at han vil væk fra klubben.

Normalt er Liverpools træner, Jürgen Klopp, kendt for sin exceptionelle mandskabspleje, hvor han ikke holder tilbage med at kramme sine spillere efter scoringer og sejre.

Men for Liverpool-spilleren Alberto Moreno er situationen en helt anden. 

- Jeg kan simpelthen ikke lide den måde, han behandler mig på, siger Alberto Moreno i til den spanske radiostation Cadena Ser

Spanieren har kun været på banen i fire kampe for Liverpool i den her sæson, hvor den direkte konkurrent Andrew Robertson har siddet tungt på pladsen som venstre back. Moreno er ikke tilfreds med, at han ikke har fået flere muligheder for at vise sig frem, efter at han blev skadet i december sidste år.

- Jeg blev skadet, fordi jeg gav alt for holdet. Jeg synes, at jeg fortjente en chance, da jeg kom tilbage fra skaden, siger han. 

Træt af Klopp og kulde

Den dårlige behandling har sat tingene i perspektiv for den 26-årige spanier, der nu ikke ser nogen fremtid for Premier Leagues førerhold, selvom klubben har tilbudt ham en ny kontrakt. I stedet ønsker han at finde et sted, hvor han kan få spilletid regelmæssigt.

- Jeg har tænkt over at flytte tilbage til Spanien. Jeg er træt af kulden her, men jeg ved ikke, om der er interesse fra andre klubber, siger Alberto Moreno. 

Han har kontraktudløb til sommer, og indtil videre er der altså ikke en aftale om en forlængelse. Derfor kan han fra januar begynde at forhandle med andre klubber.