Schöne scorer på frispark i stor nedtur mod ærkerivalen

Nicolai Jørgensen og Feyenoord storsejrede søndag 6-2 hjemme over Ajax med Kasper Dolberg og Lasse Schöne.

Der var fuld knald på i Rotterdam søndag, da Feyenoord tog imod Ajax i det traditionsrige opgør i Æresdivisionen.

Feyenoord tromlede hen over rivalerne fra Amsterdam med en 6-2-sejr i et opgør, hvor Ajax med Kasper Dolberg og Lasse Schöne var oppe imod Feyenoords Nicolai Jørgensen.

Sejren til Jørgensen og co. betyder, at Feyenoord hentede en lille smule ind på Ajax.

Feyenoord har 39 point på tredjepladsen, mens Ajax ligger nummer to og fortsat har skrabet 47 point sammen i sæsonen.

PSV Eindhoven topper ligaen med 52 point efter en 2-1-sejr senest over Groningen.

Lasse Schöne sørgede ellers for en perfekt indledning for gæsterne, da den danske landsholdsspiller hamrede Ajax foran 1-0 efter blot otte minutter på et direkte frispark.

Tre scoringer af hjemmeholdet og et mål mere af Ajax betød dog en 3-2-føring til Feyenoord ved pausen.

I anden halvleg skruede Feyenoord så yderligere op for tempoet, og Robin van Persie bragte med sin anden scoring i opgøret hjemmeholdet foran 4-2.

Med 20 minutter igen blev Nicolai Jørgensen sendt på banen i stedet for Robin van Persie.

Danskeren nåede at lægge op til Feyenoords sidste scoring til 6-2, da han fik skrabet bolden hen til Yassine Ayoub, som sluttede målfesten med sin scoring.