Fodbold

EM-stjerner skal træne i Tingbjerg og Valby

Portugal vandt EM i 2016. Ved næste slutrunde vil flere nationer komme forbi Danmark.

Københavns Kommune har aftalt med Uefa, at fodboldbaner i Tingbjerg og Valby står til rådighed under EM.

Idrætsanlæggene i Tingbjerg og Valby bliver til dagligt benyttet af alt fra miniputspillere til oldboys-spillere, men i juni 2020 skal nogle af Europas største fodboldstjerner løbe på græsset.

Tingbjerg og Valby skal nemlig lægge fodboldbaner til EM i fodbold i 2020.

Der er konklusionen i den aftale, som Københavns Kommune har underskrevet med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Idrætsparkerne i Tingbjerg og Valby skal bruges som henholdsvis Transfer Training Centre og Team Base Camp under slutrunden.

- Som vært for EM i 2020 ser vi frem til at byde nogle af verdens bedste fodboldspillere velkommen til København.

- Med Tingbjerg og Valby idrætsparker får spillerne gode træningsfaciliteter, så de kan være helt klar til de vigtige kampe - som tusindvis af tilrejsende fodboldfans og københavnere glæder sig til at overvære, siger overborgmester i København Frank Jensen (S).

I alt er 12 lande værter for EM i 2020, der er 60-årsjubilæet for den første EM-slutrunde.

Parken i København skal lægge græs til fire af kampene under EM i perioden fra 13. til 29. juni 2020.

I Tingbjerg kan de hold, der skal spille kamp i Parken, træne forud for EM-kampene, mens faciliteterne i Valby er blandt dem, hvor holdene kan bo og træne et fast sted under slutrunden.

Det er første gang nogensinde, at Danmark skal være værtsland ved en EM-slutrunde. De øvrige værtslande er England, Tyskland, Aserbajdsjan, Rusland, Italien, Rumænien, Holland, Irland, Spanien, Ungarn og Skotland.

Slutrunden løber fra 12. juni til 12. juli 2020, og 24 lande deltager.