Vendsyssel holder gang i transfer-svingdøren

16x9
Den finske angriber Benjamin Källman er skiftet til Vensyssel FF Foto: Vensyssel FF

Vendsyssel forstærker sig med den 20-årige finske angriber Benjamin Källman og sender Jeppe Illum til Næstved.

Fodboldklubben Vendsyssel FF er aktiv i slutningen af januars transfervindue, hvor spillere kommer og går.

Flere spillere er skiftet til superligaklubben, mens en spiller nu ryger den anden vej.

Torsdag sendte Vendsyssel den 26-årige midtbanespiller Jeppe Illum på lejeophold i 1. divisionsklubben Næstved i resten af sæsonen.

Næstved kæmper i foråret for at rykke op i Superligaen, og i bestræbelserne på at nå det mål er Illum vigtig.

- Jeppe Illum har ikke fået den spilletid i efteråret, som han havde håbet på. Derfor har han søgt efter et sted, hvor muligheden for at få mere spilletid var højere end hos os, og det ønske har vi efterkommet.

- Vi har været utrolig glade for at have Jeppe i vores trup, og vi siger ham en stor tak for hans indsats, siger sportsdirektør Ole Nielsen.

Illum kom til Vendsyssel i sommeren 2017 og har spillet 36 kampe for klubben - heraf tre i denne sæson. Han har scoret seks mål. Illums kontrakt med Vendsyssel udløber til sommer.

Nye spillere til klubben

Torsdag eftermiddag oplyser klubben, at den henter den 24-årige tyske midtbanespiller Matti Steinmann i Hamburger SV på en lejeaftale for resten af sæsonen.

- Matti er en rigtig dygtig teknisk og taktisk spiller, som er stærk i pasningsspillet, hvor har sine helt store kvaliteter.

- Han læser spillet godt og kan sætte spillet rigtig godt op, så vi glæder os til at følge ham i Superligaen, siger sportsdirektør Ole Nielsen.

Tidligere på ugen har Vendsyssel forstærket sig med to spillere. Onsdag aften blev den 20-årige finske angriber Benjamin Källman hentet til klubben.

Den unge angriber, der er ejet af Inter Turku i hjemlandet, har siden sommer været udlejet til skotske Dundee FC og kommer til Vendsyssel på en lejeaftale frem til sommer.

- Han er en rigtig angriber, der er god til at arbejde og positionere sig i feltet, og han har vist i den finske liga, at han i en tidlig alder har kunnet lave mål – cirka et i hver tredje kamp.

- Også på det finske U21-landshold har han bevist, at han kan lave mål, og han har tilmed fået sin debut på det finske A-landshold. Så det er en spændende spiller med et stort udviklingspotentiale, siger Ole Nielsen.

Den 20-årige finne har scoret 33 mål i 93 kampe for Inter Turku. Källman har derudover repræsenteret det finske U21-landshold ti gange med otte mål til følge. For et år siden fik han debut på det finske A-landshold.

Vendsyssel hentede desuden kantspilleren Tiémoko Konaté fra Elfenbenskysten på en fri transfer i tirsdags på en kort kontrakt frem til sommer.