Fodbold

Napoli afgjorde kamp på 70 sekunder

På to scoringer kort efter hinanden og et straffespark vandt Napoli sikkert over Sampdoria og haler samtidig ind på Juventus.

70 effektive sekunder var alt, hvad Napoli skulle bruge for at besejre Sampdoria.

Arkadiusz Milik, Lorenzo Insigne og Simone Verdi stod for målene for Napoli, der ligger isoleret på andenpladsen i Serie A.

Efter godt 24 minutters spil slog Napoli til i lørdagens hjemmekamp mod Sampdoria. En fremragende aflevering fra José Callejon fandt Arkadiusz Milik i feltet, og så kunne han uden de store problemer tæve bolden op i nettaget. 

Publikum på Stadio San Paolo var dog dårligt nok blevet færdige med at fejre det første mål, før føringen var fordoblet. For kort efter at bolden var givet op, så lå den i Sampdoria-målet igen. 

Bare 70 sekunder gik der fra Arkadiusz Miliks scoring, indtil Lorenzo Insigne med et tørt vristspark punkterede kampen med sin scoring til 2-0.

Kort før tid blev det også 3-0, da Simone Verdi scorede på straffespark til slutresultatet. 

Med sejren haler Napoli en smule ind på Juventus, der dog stadig er otte point foran, inden Torino-klubben senere lørdag spiller mod Parma. 

Kigger spillerne fra Napoli sig over skulderen, så kan de se, at der er slået et solidt hul ned til Inter på tredjepladsen, som har hele 11 point op til napolitanerne. 

Rasmusen og Empoli skuffer mod bundprop

I bunden af rækken spillede Jacob Rasmussen hele kampen i midterforsvaret for Empoli, der hjemme måtte nøjes med 2-2 mod rækkens bundprop fra Chievo.

Jacob Rasmussen og holdkammeraterne kom bagud 2-0 i første halvlegs tillægstid, men bemærkelsesværdigt nok så nåede Empoli også at score i tillægstiden af første halvleg.

Kort inde i anden halvleg udlignede Empoli efter et helt forfærdeligt forsvarskiks af Chievos Perparim Hetemaj, der forsøgte at cleare bolden med et mislykket karatespark.

Sådan her skal man ikke forsvare. Video: Kristian Brønsbæk

Men mere blev det dog ikke til for Empoli, der med det ene point nu har fire point ned til Bologna på den forkerte side af nedrykningsstregen.