Fodbold

- Bendtner har været savnet, siger Rosenborgs sportschef

Nicklas Bendtner er i gang med at afsone en dom på 50 dages fængsel med fodlænke. Erik Refner / Scanpix Denmark

Nicklas Bendtner smider inden længe fodlænken, og Rosenborg forventer at se ham næste fredag.

Nicklas Bendtner skal efter planen tilslutte sig Rosenborgs trup 22. februar. Det sker, når han har smidt fodlænken.

Det oplyser Rosenborgs sportschef, Stig Inge Bjørnebye, til B.T.

- Planen er, at han møder heroppe næste fredag, siger han til avisen.

Rosenborg er netop vendt hjem fra en træningslejr i Portugal som forberedelse til den kommende sæson.

- Det siger sig selv, at Nicklas Bendtner har været savnet. Vi vil altid gerne have alle vores spillere til rådighed, når vi har truppen samlet. 

- Men det er ikke sådan, at vi har brugt tid på at ærgre os over Bendtners manglende deltagelse, siger Stig Inge Bjørnebye.

Bendtner er i gang med at afsone en dom med fodlænke i 50 dage, efter at han blev dømt for vold mod en taxachauffør i Københavns Byret 2. november.

I første omgang ankede Nicklas Bendtner sin voldsdom til landsretten, men han besluttede et par uger senere at acceptere dommen i stedet.

Voldsepisoden fandt sted natten til søndag 9. september sidste år. Taxachaufføren pådrog sig et dobbelt kæbebrud og blev efterfølgende opereret.

Den tidligere landsholdsangriber begyndte afsoningen af de 50 dage 3. januar i sin lejlighed i København. 

Undervejs har han haft besøg af Rosenborgs nye cheftræner, Eirik Horneland. Det skrev den norske avis Adresseavisen i slutningen af januar. 

- Vi fik snakket om, hvor vi står, og hvor han står. Det var en fin samtale.

- Nicklas så fit ud. Han træner meget, og han træner godt sammen med Thomas Jørgensen. Det var også planen.

- Han er meget klar på at vende tilbage. Nicklas er en spiller, som har været igennem meget, og som ved, hvad det kræver for at holde niveauet i alle de år. Han er professionel, sagde Rosenborg-træneren ved den lejlighed.

Bendtner har holdt formen ved lige med træneren Thomas Jørgensen fra ProTreatment i Dragør.