Kopi af Ronaldos ikoniske jubelscene pryder forsider – se jublen her
En jubelscene er ikke bare en jubelscene. Således spekuleres der i, at Dybalas kopi af Ronaldos jubelscene er et tegn på, at han bliver i klubben.
Paulo Dybalas venstre fod stod for et mindeværdigt mål l i Juventus’ overlegne 3-0-sejr over Frosinone fredag aften, og argentinerens jubelscene efterfølgende var også værd at holde øje med.
Den 25-årige stjerne er kendt for ’Dybala-masken’, som han anvender, når han scorer. Her smider han et håndtegn foran sit ansigt, som ifølge ham skal forestille en gladiatormaske. Den velkendte maske blev også anvendt umiddelbart efter scoringen fredag, men denne gang var den tilsat et krydderi.
Mens han gjorde anledning til håndtegnet, satte han pludselig i spring, vendte sig om i luften, hvorefter han landede med spredte ben og med armene nede langs siden. Han lavede med andre ord den jubelscene, som er blevet en signatur for holdkammerat Cristiano Ronaldo, blandet med sin egen maske.
Det var Ronaldo selv, der begyndte denne trend. For en uge siden var det ham, der kombinerede de to jubelscener, da han scorede mod Sassuolo, mens han pegede han ud mod sidelinjen, hvor Dybala stod klar til at blive skiftet ind.
- Ronaldos ’Dybala-maske’-jubelscene var en smuk gestus fra en spiller til en anden, som gennemgår en svær tid. Cristiano er en mester ikke kun med bolden ved fødderne, sagde den tidligere italienske landsholdsspiller og nuværende fodboldekspert Alessandro Costacurta i sidste uge.
En tydelig gestus til Dybala, som ugen efter kvitterede med et langskudsmål fra en anden verden.
- Cristiano Ronaldo har med det samme taget Juventus-mentaliteten til sig og er blevet en af vores egne. Hans gestus til Paulo Dybala sidste uge var smuk, og man kan allerede se forskellen, han har gjort i ’La Joya’ i den seneste uge. Én stor familie, skriver Arjun Pradeep, som er tilknyttet Juventus-shoppen The Juve Story, på sin Twitter.
- Jeg vil gerne tro på, at Ronaldos jubelscene var en motivation for Dybala, skriver den uofficielle klubpodcast Juve Podcast på Twitter.
Plads til både Dybala og Ronaldo?
De to stjerner ser ud til at have det godt sammen, og det er en stor ting i Italiens største fodboldklub. Dette bekræftes af, at den kombinerede jubelscene er på forsiden af tre store italienske sportsaviser Tuttosport, Corriere dello Sport og La Gazzetta dello Sport.
"Dybala-CR7 - hvilket et atletisk par. 'Dybala-masken' og 'Siuu' (Ronaldos jubel, red.) har fundet sammen og er blevet til 'Siuu-masken', skriver Gazzetta eksempelvis.
Dybala har haft en svær sæson personligt og havde inden fredagens kamp således kun scoret to gange i ligaen.
Da Juventus offentliggjorde købet af den portugisiske verdensstjerne i sommer, lå det i kortene, at spillet skulle bygges op omkring den alsidige offensivspiller. Det meste skulle handle om Ronaldo i klubben, som også havde stjerner som Gonzalo Higuain samt Paulo Dybala.
Førstnævnte blev udlejet til AC Milan og senere til Chelsea, mens Dybala blev i klubben. Siden Ronaldo kom til klubben, har Dybala haft aldeles svært ved at finde sit høje niveau frem, og derfor har journalister tæt på Juventus meldt om utilfredshed hos den argentinske stjerne, og rygter om, at han ønskede et klubskifte, har været hyppige.
På det seneste er det rygte dog blevet mere og mere usikkert i takt med, at Dybala ser ud til at være glad for at være i klubben på hold med Ronaldo. Efter fredagens kamp blev Dybalas scoring varmt modtaget af holdets træner.
- Jeg er glad på hans vegne. Han spillede en stor kamp og scorede et flot mål. Det er det, angribere lever for. Juventus har brug for en spiller som ham, som er god. I år har udviklingen af spillet betydet, at han har fundet færre plads til at score, men han fortsætter med at spille godt, lyder det fra Massimiliano Allegri på Juventus’ hjemmeside.
Dybala har spillet 119 for Juventus siden 2015 og har scoret 55 mål for den italienske storklub.
Se højdepunkterne fra 3-0-sejren fredag her: