- Ingen har haft samme individuelle betydning som Maradona

Min yngste søn, Johannes, skal starte i gymnasiet til sommer. Det ændrer imidlertid ikke på, at han oftest forekommer mere optaget af fodbold end af sin fremtidige skolegang. Jeg bruger derfor en del energi på at indprente ham vigtigheden af skolen og minder ham højtideligt om den gamle paves ord om, at det kun er blandt alle verdens bi-ting, at fodbold er vigtigst.

Ved nærmere eftertanke er hans observans vist ikke så langt fra min egen, da jeg i sin tid skulle starte på gymnasiet, hvis sandheden nødvendigvis skal frem. Men det skal den jo heldigvis ikke altid.

Det fik mig til at tænke over min egen tid i gymnasiet.

Jeg husker tilbage på tiden med begejstring på trods af fysikrapporter og matematikafleveringer. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide at gå i gymnasiet, og atypisk nok glædede jeg mig især til mandagene.

Det var dagen, hvor man samlede op på, hvad der var endnu hemmeligholdt af diverse under- og overscoringer på diskotekerne fredag og lørdag. Og det var jo altid god underholdning – især underscoringerne, som de fleste af os bildte os ind var mulige.

Europas bedste spillede i Serie A

Mandag var også dagen, hvor vi kunne mobbe hinanden med weekendens resultater i Serie A.

TV 2 var nemlig lige begyndt at vise italiensk fodbold i 1989, og det gjorde de hele vejen gennem min ikke specielt gloværdige karriere på Silkeborg Amts Gymnasium.

Jørn Mader og Flemming Toft kommenterede lidenskabeligt og legendarisk fra Stadio Comunale i Torino, San Siro i Milano og ikke mindst fra San Paolo i Napoli. For at gøre det fantastiske helt eventyrligt var et par af mine største helte Frank Arnesen og Preben Elkjær medkommentatorer.

Så var der dækket op til efterfest!

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var Europas bedste liga utvivlsomt Serie A. Tidens bedste fodboldspillere var tyskere og hollændere, og de fleste af dem var derfor rykket til Italien, men meget fair havde de inddelt sig i små grupper.

For Inter spillede de tyske verdensmestre Andreas Brehme, Jürgen Klinsmann og Lothar Matthäus, som blev årets spiller i Europa 1990. For AC Milan spillede de hollandske europamestre Frank Rijkaard, Ruud Gullit, der blev årets spiller i Europa i 1986, og Marco van Basten, der var Europas bedste i 1987, 1988 og 1991.

De fleste af mine venner holdt med Milan med de farverige og fabelagtige hollændere, andre syntes bedst om de stærke tyskere hos Inter, nogle få sympatiserede med Juventus, hvor Europas bedste i 1992, Roberto Baggio, dominerede.

Men mit hold var Napoli. For her i denne fattige og forbryderiske by spillede verdens bedste og i mine øjne  historiens bedste fodboldspiller: Diego Armando Maradona.

Maradona slog for alvor igennem ved VM i '86

Jeg lærte ham at kende til 'mit første VM'; Mexico 1986.

Det var jo dengang Danmark med et af verdens bedste landshold debuterede i VM-slutrundesammenhæng, og gjorde det så godt, men det var også i denne slutrunde, at Diego Maradona for alvor slog igennem.

Vi, der er blevet over 40 år, husker, som var det i morges, da Diego i forrygende fart, smukt og elegant fra egen halvdel afdriblede de febrilsk jagtende engelske markspillere og til sidst Peter Shilton i målet.

Det var guddommeligt.

Forinden havde han faktisk scoret med 'Guds hånd' til forargelse for de fleste, men alle tilgav den argentinske troldmand efter historiens smukkeste mål til 2-0 - blot fire minutter senere.

Ultimativt løftede han som bekendt VM-pokalen på Estadio Azteca i Mexico City efter en slutrunde, hvor han (næsten) ene mand havde besejret alt og alle.

Jeg var 13 år gammel og havde aldrig set noget lignede, og det har jeg i øvrigt heller ikke siden.

Maradona var enestående. Hans individuelle betydning for sine hold har ingen – nej, heller ikke hverken Ronaldo eller Messi – siden kunnet leve op til.

Derfor var Napoli naturligvis mit hold i 1989, hvor jeg startede i gymnasiet. Næsten ene mand sørgede Maradona for, at Napoli vandt sit andet italienske mesterskab i sæson 1989/90  - og jeg, som var eneste Napoli-fan i min omgangskreds, vandt ene mand håneretten på Silkeborg Amts Gymnasium.

Siden har Napoli ikke vundet det italienske mesterskab. De er gode, men Juventus er nu bedst i Italien og har været det længe. Måske er de endda bedst i verden.

I dag er det Juventus, der har verdens bedste fodboldspiller, men jeg holder stadig med Napoli, som til gengæld efter min mening har verdens bedste træner - nemlig mine gamle kammeraters store AC Milan-helt Carlo Ancelotti.