Lars Høgh hyldet med unik bygning i Odense
OB's legendariske målmand Lars Høgh blev hyldet før hjemmekampen mod Vejle, da en helt særlig mur blev afsløret foran Odense Stadion.
Der findes næppe et større ikon i OB, end den tidligere målmand Lars Høgh, som i løbet af sine 23 år i klubben spillede hele 817 kampe for striwerne.
I den periode blev Lars Høgh med sine mange fabelagtige redninger kendt som lidt af en "mur" i målet, og det markerede OB inden søndagens hjemmekamp i Superligaen mod Vejle.
Her blev en ny Lars Høgh-mur nemlig afsløret foran stadion, som en hyldest til en af klubbens største legender.
Det forklarer OB's kommercielle chef, Jack Jørgensen.
- OB er en traditionsklub, og vi er stolte over vores historie og ikke mindst de personligheder, der igennem mere end 131 år har været med til at skrive den. I dag hylder vi Lars Høgh, et klubikon og en fantastisk person, der er indbegrebet af OB.
Lars Høgh lagde handskerne på hylden i år 2000 efter 817 kampe for OB og 8 kampe for det danske landshold. Det blev også til tre danske mesterskaber og tre pokaltitler med OB i løbet af karrieren.
Hyldesten af Lars Høgh er en del af OB's tilbageblik på 'Miraklet i Madrid', hvor OB slog Real Madrid på udebane. I år er det 25 år siden, OB sendte Real Madrid ud af UEFA Cuppen med en sejr på 2-0 på mægtige Bernabeu. Derfor blev resten af holdet også hyldet søndag middag.