Fodbold

Spanske medier prygler Real: - Monumental skuffelse i Madrid

Real Madrid var foran med 1-0 mod Girona og på vej mod sejren, men tabte med 1-2. De spanske medier er ikke ligefrem overvældede af præstationen.

Det lovede godt for Real Madrid, da Casemiro efter bare 25 minutter af kampen mod Girona headede hjemmeholdet foran med 1-0.

Tilskuerne på Santiago Bernabéu jublede i begejstring og kunne gå tilfredse til pause med en føring, selvom den var lille. Men den følelse forsvandt hurtigt i anden halvleg, da Girona først udlignede, kom foran og til sidst vandt kampen.

Efterfølgende i de spanske medier er det faktisk ikke Gironas comeback, der fylder mest, men derimod Real Madrids nedtur, der har ramt overskrifterne.

Spanske El Pais har overskriften: 'Monumental skuffelse i Madrid'. Avisen forsøger at sætte ord på, hvordan det dårligste hold i 2019 pludseligt kan slå kongeklubben Real Madrid.

- Girona, det værste hold i ligaen indtil videre i år, bremsede og ødelagde Madrid, som efterlader Los Blancos ni point efter Barcelona, skriver El Pais.

- Nogle gange er det svært at forklare logiske ting, når det handler om fodbold. For hvordan kan Real Madrid, der har været det bedste hold i 2019 indtil videre, tabe til Girona, der har været det dårligste hold? Og så endda på hjemmebane? Det er svært at forklare.

- Skuffelsen var monumental, imens den var historisk for Girona.

Real Madrid tabte pusten

Spanske AS fremhæver ligeledes, at det faktisk ikke er uset, at Real Madrid overraskende taber til mindre hold, der er længere nede i tabellen.

- I en katastrofal anden halvleg fra Real Madrid, rehabiliterede Girona sig, efter at de ikke havde vundet en ligakamp i tre måneder. Ramos fik rødt kort, imens Courtois ikke kunne gribe en bold, skriver spanske AS.

- Sådanne kampe kan komme for store hold – især for Real Madrid. Uden en egentlig årsag tabte de pusten.

Sergio Ramos blev så frustreret, at han i kampens sidste ordinære minut fik gult kort nummer to, da han ramte en modstander i hovedet med sin fod. Video: TV 2 SPORT

Ramos skal glemme kampen

Real Madrid blæste til fuldt angreb i slutningen af kampen, da de stadig var bagud, men selv om der blev lagt et tungt pres rundt om Gironas mål, holdt gæsterne stand.

Det frustrerede Sergio Ramos så meget, at han i kampens sidste ordinære minut fik gult kort nummer to, da han ramte en modstander i hovedet med sin fod.

Og det har Marca også påpeget i sine karakterer efterfølgende, imens Marcelo heller ikke får de bedste karakterer.

- En formiddag han skal glemme. Han havde ikke tid til at tænke ved straffesparket, hvor han havde hånd på bolden. Han sluttede med at forlade banen, da han ramte en modspiller og ikke bolden, skriver Marca om Ramos.

- Han slap heldigt fra det, men kun til pausen. Derefter satte Eusebio en fælde op for ham, og Portu ødelagde ham. Det var en fordel for modstanderne, at han spillede, og det udnyttede Girona, lyder det om Marcelo.

Mundo Deportivo fremhæver, at Madrid-spillerne allerede tidligt i kampen troede, at sejren var hjemme. Og det gjorde forskellen.

- Madrid forsvandt i anden halvleg og troede, at de havde gjort jobbet færdig med at komme foran med 1-0 i første halvleg. Men Madrids afslappende attitude blev dyr i anden halvleg, der endte med at tabe og næsten sige farvel til ligaen, skriver Mundo Deportivo.

Real Madrid er med nederlaget ni point efter Barcelona på førstepladsen, mens der er to point op til Atlético Madrid på andenpladsen. Girona kravler fra 17.-15-pladsen i Primera Division.