Fodbold

Rapport sår tvivl om pilots ret til at flyve Sala til Cardiff

Flyet var ikke godkendt til kommerciel brug, fastslår rapport om det flystyrt, der kostede Emiliano Sala livet.

Den indledende rapport om flystyrtet, der førte til Emiliano Salas død, sætter spørgsmålstegn ved pilotens ret til at flyve fodboldspilleren fra Nantes til Cardiff.

Rapporten, der er udarbejdet af den britiske flyhavarikommission, Air Accident Investigation Branch (AAIB), stiller mange spørgsmål og opridser reglerne for lovligheden af flyturen, der endte fatalt.

Men det synes endnu for tidligt at konkludere, om flyturen var i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Flyet var indregistreret i USA og var ikke godkendt af myndighederne til kommercielt brug mellem to europæiske lande.

Det skal dog stadig undersøges, om flyveturen kunne klassificeres som en privatflyvning, hvor udgifterne blev delt. Hvis det var tilfældet, så gælder bestemmelserne om kommerciel flyvning ikke.

- Det er stadig ikke slået fast, under hvilke betingelser passageren var om bord på flyet. Men piloten havde tidligere haft passagerer om bord, hvor udgifterne blev delt, skriver AAIB i rapporten.

Piloten er stadig savnet

Undersøgelsen besværliggøres af, at der ikke var en sort boks om bord på flyet. Men det er heller ikke et krav til den slags fly, understreger AAIB.

En sort boks registrerer flyets data og lyd fra cockpittet og bruges ofte til at fastlægge årsagen til styrt.

Flyet styrtede ned i Den Engelske Kanal 21. januar på vej fra Nantes til Cardiff med Emiliano Sala og piloten David Ibbotson om bord.

Det var først 8. februar, at et eftersøgningshold fandt fodboldspillerens lig. Flyets 59-årige pilot er stadig savnet.

Cardiff havde to dage før flyets forsvinden købt den argentinske fodboldspiller, der med 12 mål var den tredjemest scorende spiller i den bedste franske række i indeværende sæson, i den største transfer i Cardiffs historie.

Både Nantes og Cardiff har siden æret den afdøde fodboldspiller, som blev begravet 16. februar i fødebyen Progreso i Argentina.

Sagen om den forsvundne fodboldstjerne

  1. 2019

    1. Sala underskriver kontrakten

      Angriberen Emiliano Sala underskriver en treårig kontrakt med Premier League-klubben Cardiff.
       

      Det koster den walisiske fodboldklub cirka 127 millioner kroner at købe argentineren fri fra kontrakten med franske Nantes.

    2. Ombord på flyet

      -

      Efter at have taget afsked med sine franske fodboldkolleger stiger den 28-årige angriber og piloten David Ibbotson om bord på et privatfly med kurs mod Wales.
       

      Sent mandag aften forsvinder flyet fra myndighedernes radar cirka 20 kilometer fra kanaløen Guernsey.

    3. Redningsfolk søger uden succes

      De franske luftfartsmyndigheder bekræfter, at fodboldstjernen var om bord på mandagens forsvundne fly.
       

      Politiet på Guernsey nær Frankrigs kyst sender helikoptere og redningsbåde ud for at søge efter flyet, men bliver nødt til at indstille jagten uden succes på grund af dårligt vejr.
       

      Chancen, for at Sala og piloten er i live, er ifølge politiet små, hvis flyet er landet på vandet.

    4. Fra redningsaktion til bjærgningsaktion

      Myndighederne oplyser, at eftersøgningen af fodboldspilleren Emiliano Sala og piloten ikke længere er en redningsaktion, men en bjærgningsaktion.
       

      En lydoptagelse af fodboldstjernen offentliggøres i flere medier. Fodboldspillerens far, Horacio Sala, bekræfter, at Sala sendte bekymrende beskeder til sin familie fra flyet:
       

      - Jeg er på et fly, der virker til at være ved at falde fra hinanden.
       

      - Jeg er så bange, lyder dele af beskederne.

    5. Politiet indstiller eftersøgningen

      -

      Politiet på øen Guernsey indstiller eftersøgningen.
       

      Politiet har trods hjælp fra andre myndigheder hverken været i stand til at finde spor efter flyet eller efter de to passagerer.
       

      Sandsynligheden for, at Emiliano Sala og pilot David Ibbotson er i live, er ekstremt lille, skriver politiet på Twitter.
       

      Selv om myndighederne stopper eftersøgningen, har man bedt skibe og fly, der passerer igennem området, om at holde øje med, om der dukker spor op fra enten fly eller passagerer.

    6. Sergio Agüero ber for Sala

      -

      Manchester Citys stjerneangriber Sergio Agüero opfordrer på Twitter til, at politiet ikke må opgive eftersøgningen af den forsvundne fodboldspiller Emiliano Sala og piloten David Ibbotson.

       

      Opfordringen følges op med med hashtagget #PrayForSala - på dansk #BedForSala.

       

      Familien håber også, at eftersøgningen bliver genoptaget.

       

      - Vær sød ikke at give op på eftersøgningen af min bror. Jeg ved i hjertet, at Emiliano er en fighter, og jeg ved, at han fortsat er i live. Vær sød ikke at stoppe, siger søsteren Romina Sala ifølge The Guardian.

    7. En privat eftersøgning

      En privat eftersøgning i luften og under vandet bliver lanceret, efter at mere end 4000 private bidragydere har samlet cirka 2,2 millioner kroner sammen til eftersøgningen i den kommende weekend.
       

      Siden den officielle eftersøgning blev indstillet har en privat eftersøgning i vandoverfladen ligeledes været i gang med assistance fra blandt andre fiskekuttere og andre private både.
       

      Det skete efter opfordring fra 800.000 personer, der havde deltaget i en online-underskriftsindsamling.

    8. Flyvraget dukker op

      Flyvraget blev fundet søndag, og siden er vraget blevet undersøgt.

      Små to uger efter, at et fly med fodboldspilleren Emiliano Sala forsvandt over Den Engelske Kanal, dukker flyvraget op.
       

      En eftersøgningsbåd har lokaliseret vraget søndag morgen.

    9. Et lig er fundet

      Den britiske flyhavarikommission Air Accidents Investigation Branch (AAIB) bekræfter, at et lig er fundet i vraget fra flyet. Det er dog endnu for tidligt at sige, om det er Emiliano Sala, der er fundet.
       

      - AAIB overvejer nu de næste skridt i dialog med pilotens og passagerens familie og politiet, skriver AAIB i sin meddelelse. 

    10. Bjærgning af liget og flyvraget

      AAIB meddeler, at man forsøger at bjærge liget fra flyvraget, og at man vil overveje muligheden for at bjærge flyvraget også. 

    11. Nantes kræver tilbagebetaling

      Nantes kræver ifølge Sky Sports sine penge for salget af Emiliano Sala, og ifølge det engelske medie har den franske klubs advokater kontaktet Cardiff skriftligt. 
       

      Sky Sports beretter, at Nantes ønsker fem millioner pund (cirka 42 millioner kroner) her og nu i forbindelse med betalingen, som var aftalt at skulle falde i flere rater. 
       

      Sky Sports mener at vide, at Cardiff ikke har betalt penge endnu, da klubben har udbedt sig en længere tidsfrist, indtil der er et fuldt overblik over hele sagen og de mange ukendte omstændigheder.

    12. Salas død bliver bekræftet

      -

      Sent torsdag aften bekræfter politiet i Dorset, at den argentinske fodboldspiller Emiliano Sala er død efter flystyrtet i Den Engelske Kanal. Han blev 28 år.

    13. Nantes freder nummer ni

      -

      Nantes vælger at frede Salas trøjenummer - nummer ni.

    14. Et officielt farvel

      Nantes siger officielt farvel til Sala ved at spille helt i sort og holde et minuts stilhed i det 9. minut, da holdet møder Nimes.

    15. Cardiff betaler tilbage

      Efter lang tids juridisk tovtrækkeri vælger Cardiff at sige ja til at betale de 15 millioner pund - 127 millioner kroner - i transfersum til Nantes for Sala, såfremt klubben er forpligtet til det. Betalingen bliver delt op i tre rater. 

    16. Begravelse i fødebyen

      -

      Sala bliver begravet i fødebyen Progreso i Argentina.

    17. Rapport sår tvivl

      AAIB (Air Accidents Investigation Branch offentliggører sin indledende rapport om flystyrtet. Den viser, at flyet var indregistreret i USA og ikke godkendt af myndighederne til kommercielle flyveture mellem to europæiske lande. 

       

      Det skal dog undersøges, om flyveturen kunne klassificeres som en privatflyvning, hvor udgifterne blev delt. Hvis det var tilfældet, gælder bestemmelserne om kommerciel flyvning ikke.

       

      Den sidste rapport i sagen har endnu ikke set dagens lys.

    18. FIFA skal undersøge transferstrid om Sala

      Det internationale fodboldforbund (FIFA) trækkes nu ind i sagen om transfersummen for Emiliano Sala efter klage fra Nantes. Det skriver flere internationale medier onsdag.

       

      - Vi kan bekræfte, at vi har modtaget en forespørgsel. Vi er i gang med at undersøge det, siger en talsmand fra Fifa ifølge BBC.

    19. Politiet anholder 64-årig mand

      Politiet i Dorset har anholdt en 64-årig mand, som er mistænkt for at have spillet en rolle i flystyrtet. Politiet vil ikke oplyse årsagen.

       

      - Vi har i dag, onsdag 19. juni 2019, anholdt en 64-årig mand fra det nordlige Yorkshire, der er mistænkt for at have medvirket til manddrab gennem en ulovlig handling, udtaler Politet til blandt andet Reuters.

    20. Sala udsat for dødbringende mængde kulilte før flystyrt

      Den argentinske fodboldstjerne Emiliano Sala og hans pilot blev udsat for farlige niveauer af kulilte, inden deres fly styrtede ned i januar 2019 og dræbte dem begge. Det siger britiske efterforskere ifølge nyhedsbureauet AP.

       

      Mætningsniveauet af COHb, en kombination af kulilte og hæmoglobin, i Salas blod befandt sig på 58 procent, og et niveau på mere end 50 procent betragtes generelt som potentielt dødeligt hos et sundt individ, lyder det.

    21. FIFA giver Cardiff og Nantes deadline i Sala-strid

      Fodboldklubberne Cardiff og Nantes er stadig uenige om betalingen for fodboldspilleren Emiliano Sala, der omkom i januar. Derfor har det internationale fodboldforbund (FIFA) givet klubberne ti dage til at nå til enighed, ellers vil FIFA beslutte prisen og omstændighederne for betalingen.

    22. Cardiff skal betale 45 millioner kroner for afdød spiller

      Fodboldklubben Cardiff skal betale 45 millioner kroner til Nantes for Emiliano Sala, der i januar omkom i en flyulykke på vej til den walisiske by. Det har det internationale fodboldforbunds (FIFA) Players' Status Committee afgjort.

       

      Af afgørelsen, som FIFA har lagt ud på sin hjemmeside, fremgår det, at beløbet dækker over den første rate af det beløb, Sala skulle have kostet. Emiliano Sala blev i januar købt som Cardiffs dyreste spiller nogensinde. Dengang var klubberne enige om en pris på 17 millioner euro - cirka 126 millioner kroner.

    23. Cardiff afviser at betale millioner for afdøde Sala

      Cardiff nægter at betale en transfersum for den afdøde argentinske angriber Emiliano Sala.

       

      En komité i det internationale fodboldforbund, FIFA, afgjorde 30. september, at Cardiff skal betale 45 millioner kroner som den første rate i transfersummen for Sala. Den afgørelse har Cardiff besluttet sig for at appellere til den internationale sportsdomstol, CAS.

    24. Cardiff trues med transferforbud i Sala-sagen

      Fodboldklubben Cardiff risikerer at blive straffet med transferforbud i tre vinduer, hvis klubben ikke betaler transfersummen for afdøde Emiliano Sala til franske Nantes. Det skriver det internationale fodboldforbund (FIFA) i en detaljeret begrundelse for sagens afgørelse, som faldt i september.

  2. 2020

    1. Cardiff sagsøger Nantes

      Fodboldklubben Cardiff sagsøger den franske klub Nantes for mulig medskyldighed i uagtsomt manddrab i forbindelse med fodboldspilleren Emiliano Salas død i januar sidste år.

Kilder: Sky Sports, The Guardian, Reuters og AFP.