Valverde runder 100 kampe for Barcelona: - Spillestilen irriterer mange

Ernesto Valverde har onsdag aften jubilæum som Barcelona-træner. Trods sportslige højdepunkter og en nylig kontraktforlængelse hænger kritikken fast.

Onsdag aften står Ernesto Valverde i spidsen for FC Barcelona for 100. gang.

Det trecifrede antal bliver opnået et bemærkelsesværdigt sted: Santiago Bernabéu. Hjemmebanen for FC Barcelonas ærkerival Real Madrid, der er modstanderen i returkampen i semifinalen i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

De to hold spillede 1-1 i den første El Clásico i Catalonien.

- Jeg vidste ikke, at det vil blive min kamp nummer 100 som træner for Barcelona. Jeg vidste det ikke, men det er en særlig kamp. En afgørende kamp. For det ene hold bliver det enden, for det andet bliver det finalen, siger Ernesto Valverde til den spanske avis El Periodio.

Valverde har i sine foreløbige 99 kampe som FC Barcelona-træner vundet 67 af dem, spillet 23 uafgjort og tabt 9 med en samlet målscore på 238-80. Debuten kom i et 1-3-nederlag i den spanske Super Cup 13. august 2017, hvor modstanderen også var Real Madrid.

Halvandet år inde i sin trænergerning for den catalanske storklub har spanieren vundet tre titler; mesterskabet, pokalturneringen samt Super Cup-trofæet. Og i denne sæson er det forsvarende mesterhold i Spanien også fortsat i spil til at vinde pokalturneringen, Champions League samt ligaen, hvor FC Barcelona i øjeblikket fører med syv point ned til Atlético Madrid på andenpladsen.

Det er ikke nemt at være træner for Barcelona

Josep Maria Bartomeu, FC Barcelonas præsident

Succesen resulterede i midten af februar i en kontraktforlængelse til Ernesto Valverde, der fik lagt et ekstra år på sin kontrakt med FC Barcelona, som nu har papir på sin træner frem til sommeren 2020 med en option på yderligere et år.

- Jeg er virkelig glad for det. Ja, vi står over for mange udfordringer. Der skal vindes mange kampe og mange titler. Klubben har givet mig muligheden for at drive projektet videre, og de styrker mig og får mig til at føle et større ansvar, udtalte Ernesto Valverde i forbindelse med kontraktforlængelsen.

Fodboldkommentator Peter Sørensen bryder sig ikke om Valverdes pragmatisme Video: Martin Gottschalk Aksglæde

Valverdes spillestil bliver kritiseret

Det er dog ikke alle, der deler spanierens begejstring.

Trods den resultatmæssige succes har Ernesto Valverde været genstand for utilfredshed, hvor særligt spillestilen har fået flere fans til at tvivle på, at han er den rigtige mand i spidsen for mesterholdet.

- Der er ingen tvivl om, at lige præcis spillestilen irriterer mange Barcelona-fans. Jeg ville også gerne se noget mere Tiki-taka, men man skal også passe på, at det ikke bliver for nostalgisk, fordi hold kommer ind i perioder, hvor de har spillerne til at gøre noget og andre perioder, hvor de ikke har det, siger Søren Wennerwald, der er redaktør på fansiden fcbarcelona.dk.

Jeg er ikke så vild med, at FC Barcelona har en pragmatisk træner

Peter Sørensen, fodboldtræner og kommentator

Den meget boldbesiddende Tiki-taka-spillestil med mange, ofte hurtige, afleveringer inden for kort afstand er ofte blevet associeret med FC Barcelonas måde at spille på under Pep Guardiola, og også det spanske landshold har praktiseret den boldglade måde at spille på.

TV 2 SPORTs fodboldkommentator og Hobro-træner Peter Sørensen mener, at det er et vilkår som træner i en klub på FC Barcelonas niveau, at der ikke kun bliver stillet krav til resultaterne - men også til, hvordan de bliver opnået. Og her bryder han sig ikke om, at et af verdens bedste klubhold går på kompromis med sin spillestil.

- Jeg er ikke så vild med, at FC Barcelona har en pragmatisk træner. Jeg synes faktisk, at det er en af de ganske få klubber, hvor man kan tillade sig at sige, at 'vi er ikke pragmatikere i Barcelona. Vi er trendsættende, vi er fodboldudviklende, vi spiller en Barcelona-stil'.

- Jeg siger sådan set ikke, at man skal spille, som man gjorde under Johan Cruyff, og man skal ikke med nogle andre spillere spille, som man gjorde under Pep Guardiola, men man skal spille som Barcelona og aldrig tilpasse sig andres måde at spille på, og det er det, der ligger lidt i pragmatismen, siger Peter Sørensen og uddyber:

- De største klubber har en forpligtelse til at være flagskibe og også vise en vej, som man kan komme hele vejen med, når man rendyrker det. De fleste hold er jo nødt til at tilpasse sig deres stil og deres spil, når de møder bedre hold. Men for Barcelona skal der ikke være bedre hold. De skal være de bedste i verden med den slags fodbold, som de nu spiller.

'Myren' mærker presset

Ernesto Valverde spillede selv for FC Barcelona fra 1988 til 1990 og blev i løbet af sin karriere kaldt for Txingurri, der på baskisk betyder myre - en reference til Valverdes klejne fysiske statur, men samtidig store styrke.

Den styrke har han også skullet bruge som træner, hvor kritikken i Barcelona-tiden har været rimelig konstant i løbet af spanierens 563 dage for klubben.

De spanske aviser har flere gange bebrejdet Ernesto Valverde for at have svært ved at få holdets nye spillere og særligt midtbanen til at fungere. Derfor har klubbens præsident også været nødt til at tage til genmæle.

- Ernesto Valverdes sidste sæson var rigtig god. Og det er ikke nemt at være træner for Barcelona. Han vandt vores syvende ligatitel inden for ti år og den fjerde pokaltitel i træk. Vi har en meget respekteret træner, der tror på vores model, sagde Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu tilbage i oktober.

Tidligere er stjernespilleren Lionel Messi også blevet beskrevet som manden, der ved hjælp af sine enkeltmandspræstationer har 'skjult Valverdes problemer i Barcelona'. Lørdag var argentineren også redningsmanden mod Sevilla, hvor han med et hattrick og et oplæg sørgede for, at Barcelona trods to føringsmål til modstanderen alligevel endte med at vinde.

Messi scorede tre gange, da Barcelona slog Sevilla med 4-2 i La Liga. Video: Nicolai Margon Madsen

Ernesto Valverdes største nedtur i FC Barcelona var 0-3-nederlaget på udebane mod Roma i sidste års Champions League-kvartfinale.

Her blev catalanerne sensationelt elimineret på reglen om udebanemål efter en 4-1-sejr på hjemmebane.

Konklusionen i de spanske medier var entydig. Valverde var synderen.

- Valverdes konservatisme betalte prisen, stod der blandt andet i den spanske sportsavis Marca, hvor handlingslammelse i forhold til indskiftninger og manglende rotationer på holdet blev fremhævet som kritikpunkter.

Den spanske fodboldjournalist Guillem Balagué beskrev i en klumme sidste år, hvordan Roma-kampen konstant hænger som et mærke på ham, og at netop præstationerne i dette års Champions League bliver afgørende for, hvordan FC Barcelonas og Ernesto Valverdes sæson skal bedømmes.

For selv om FC Barcelona har vundet tre mesterskaber inden for de seneste fire år samt fire pokaltitler i træk, så tynger vægten efterhånden mere og mere på grund af de manglende meritter i fodboldens mest fornemme klubturnering.

- At vinde Champions League en gang inden for syv år er slemt, men det faktum, at Real Madrid har vundet turneringen fire gange i de seneste fem sæsoner har gjort det værre, mener Guillem Balagué.

I aften får Ernesto Valverde en ny chance for at få lidt luft fra kritikerne, hvis jubilæumskampen mod arvefjenden ender med en sejr til hundredekampsjubilaren.