Fodbold

Riddersholm blev tilbudt job i Kina – var blevet vaccineret

Glen Riddersholm siger, at han var meget tæt på at blive tilknyttet et fodboldprojekt i Kina.

Aktuelt er han cheftræner i SønderjyskE, og søndag fik han sin første sejr med holdet, da de slog Randers med 3-0.

Men Glen Riddersholm kunne lige så godt have arbejdet i Kina på nuværende tidspunkt.

- Der var et enkelt projekt i Kina, hvor jeg nærmest havde halvandet ben ude af døren og havde fået prikket i skulderen med vaccine. Men af mærkelige årsager lykkedes det ikke, siger Glen Riddersholm til Eurosport ifølge Tipsbladet.

SønderjyskE-træneren har skiftet job flere gange de seneste måneder. I november blev han ansat som sportsdirektør i Vendsyssel.

Efter kun to måneder i Vendsyssel tog han ved årsskiftet over som cheftræner i SønderjyskE. Et sted, han er tilfreds med at være lige nu.

Men Riddersholm har ikke droppet drømmen om et udlandsskifte endnu.  

- Nu er jeg i SønderjyskE, som jeg er rigtig glad for, men jeg afviser ikke, at de kan blive aktuelt en dag, at jeg tager til udlandet, siger Riddersholm.

Søndagens sejr var Glen Riddersholm første i fjerde forsøg. SønderjyskE ligger fortsat nummer 11 i Superligaen.

Glen Riddersholm har tidligere stået i spidsen for Superliga-holdene AGF og FC Midtjylland. Sidstnævnte førte han til et Danmarksmesterskab i 2015.