Fodbold

Tre verdensmestre er færdige på det tyske landshold

Landstræneren for det kriseramte tyske fodboldlandshold dropper tre af de mest rutinerede og satser på fremtidens spillere.

Knap 250 landskampes erfaring er nu fortid for Tyskland, der leverede et historisk dårligt 2018.

Landstræner Joachim Löw beholdt trods det tidlige VM-exit og nedrykningen fra Nations Leagues A-gruppe sit job, og nu har han så besluttet at droppe Bayern München-trioen Mats Hummels, Thomas Müller og Jérôme Boateng med henholdsvis 70, 100 og 76 landskampe.

- Jeg takker Mats, Jérôme og Thomas for de mange succesfulde, ekstraordinære og unikke år, vi har delt, siger Löw til tyske Bild.

- Landsholdet handler lige nu udelukkende om at lægge fundamentet til fremtiden. Vi vil give holdet et nyt ansigt. Jeg er overbevist om, at det er det rigtige skridt.

Respekterer beslutningen

Löw fortæller, at han selv rejste til München for at informere spillerne om sin beslutning.

På Instagram skriver Jérôme Boateng, at han respekterer landstrænerens beslutning - men fortæller også om skuffelse.

- Jeg er ked af denne nyhed, fordi det for mig altid har været det største at repræsentere min land, skriver han.

- Jeg var selv ung engang og var afhængig af, at ældre spillere gjorde plads til mig. Jeg er overbevist om, at jeg kan fortsætte med at spille på det højeste niveau i fremtiden.

Opbakning fra forbundet

Boateng (30), Hummels (30) og Müller (29) var en del af det tyske landshold, der i 2014 blev verdensmester. Trioen var også en del af VM-holdet i 2018, der for første gang i 80 år ikke formåede at spille sig videre fra gruppespillet.

Samtidig led holdet seks nederlag i kalenderåret 2018, hvilket aldrig er sket før.

Tyskerne fik blot to point i gruppe 1 i Nations League A-række i kampene mod Frankrig og Holland, hvilket medførte nedrykning til B-rækken.

Löws beslutning møder opbakning fra det tyske fodboldforbund.

- Jeg byder det faktum velkommen, at han resolut starter genopbygningen af vores landshold, og det er perfekt timing at starte med at kvalificere holdet til EM i 2020, siger forbundets præsident, Reinhardt Grindel, ifølge Spiegel.

I EM-kvalifikationen er Tyskland i gruppe med Holland, Nordirland, Estland og Hviderusland. De to bedste hold kvalificerer sig til EM. Tyskerne har ikke misset en slutrunde siden 1968.