Fodbold

Vejle Boldklub ansætter ny cheftræner

Constantin Gâlcă har underskrevet en etårig kontrakt med Vejle Boldklub. Pau Barrena / Scanpix Denmark

Vejle Boldklub har ansat den rumænske cheftræner Constantin Gâlcă, som tidligere stået i spidsen for klubber som Steaua Bukarest og Espanyol.

Dagen efter italienske Adolfo Sormanis afgang som cheftræner i Vejle Boldklub har Superligaens bundhold fundet erstatningen.

Det bliver den 46-årige rumæner Constantin Gâlcă, som skal forsøge at sikre klubben endnu en sæson i den bedste danske fodboldliga. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Vi får en træner ind, der er kendt som en stor motivator, og som både kender til presset omkring nødvendigheden af kontinuerlige præstationer på banen, og ikke mindst er Constantin Gâlcă vant til at arbejde med en international trup, siger Vejle Boldklubs bestyrelsesformand, Andrew Zolotko.

Constantin Gâlcă har tidligere stået i spidsen for det rumænske tophold Steaua Bukarest, som han i 2015 vandt mesterskabet samt begge rumænske pokalturneringer med. Herefter stod han i spidsen for La Liga-holdet Espanyol i et enkelt år, inden han prøvede kræfter som cheftræner i saudiarabisk fodbold.

Onsdag underskrev han en etårig aftale med Vejle Boldklub, hvis historie han har et indgående kendskab til.

- Jeg så Vejle Boldklub spille i efteråret 1985, da jeg var dreng. Her mødte de Steaua Bukarest, og Allan Simonsen scorede i Bukarest. Allan Simonsen gjorde stort indtryk på mig. Den lille tekniker og den røde trøje satte aftryk i mig, siger Constantin Gâlcă, som har ét mål for øje for denne sæson:

- Der er kun en ting, som jeg skal måles på. Det er om jeg skaffer Vejle Boldklub en sæson mere i Superligaen. Og det tror jeg fuldt og fast på. Vi skal vinde hver dag.

Vejle Boldklub har også ansat svenskeren Johan Sandahl som assistenttræner samt rumænske Dimitru Uzuena og Valentin Covaciu. Førstnævnte skal også være assistenttræner, mens sidstnævnte skal være målmandstræner. I samme ombæring har man stoppet samarbejdet med assistent Giovanni Mazella samt målmandstræner Marco Ferrari. Assistenttræner Morten Bisgaard bliver i klubben.

Sandahl har tidligere været assistenttræner samt U19-træner for klubben.

Med 19 point ligger klubben sidst i Superligaen med to point op til Hobro og Vendsyssel.

Vejle Boldklub har første træning med den nye træner klokken 13.30 onsdag.