Angrebstalent fører an i klar Juventus-sejr

Cristiano Ronaldo blev sparet, men Moise Kean greb chancen i Juventus' angreb, da Udinese blev slået.

Når man konkurrerer om pladserne med spillere som Cristiano Ronaldo og Paulo Dybala, kan man ikke forvente oceaner af spilletid.

Derfor handler det om at være klar, når man endelig får chancen. Det var teenageren Moise Kean, da Juventus besejrede Udinese med 4-1 i den italienske Serie A fredag aften.

Den unge midterangriber scorede sit holds to første mål. Han grundlagde dermed den sikre sejr, som bringer Juventus' forspring til nummer to, Napoli, op på 19 point.

Inden fredagens kamp havde Kean kun været på banen to gange i den italienske liga i denne sæson. Begge gange var der tale om indskiftninger kort før tid.

Men med udsigt til en svær Champions League-kamp mod Atlético Madrid i næste uge havde Juventus-træner Massimiliano Allegri valgt at give Ronaldo en tur på bænken sammen med flere andre bærende kræfter.

19-årige Moise Kean spillede sig allerede ind i en hovedrolle efter 11 minutters spil, da han sendte Alex Sandros indlæg i nettet til 1-0.

Kort før pausen fordoblede han føringen med en fiks afslutning efter et kraftfuldt sololøb.

Emre Can og Blaise Matuidi øgede til 4-0 i anden halvleg, inden Udinese fik reduceret i slutfasen. På det tidspunkt var Moise Kean blevet udskiftet efter en sjælden tur i spotlyset.

Hos Udinese var den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen med i hele kampen.