Fodbold

Tre mulige debutanter: Se Hareides trup til første kamp i EM-kval

I slutningen af marts tager Danmarks herrelandshold hul på EM-kvalifikationen. Se landsholdsudtagelsen direkte herover.

Efter et succesrigt efterår i UEFAs nye Nations League, hvor Danmark rykkede op i A-rækken og sikrede sig en ekstra chance for en billet til EM i 2020, tager landsholdet i marts hul på den konventionelle kvalifikation til slutrunden.

Først gælder det en venskabskamp 21. marts mod Kosovo, og fem dage senere er det alvor. Her står Danmark over for den stærkeste modstander i kvalifikationsgruppe D, Schweiz.

Mandag udtog landstræner Åge Hareide truppen til kampene, og her blev der plads til hele tre mulige debutanter i form af Robert Skov, Philip Billing og Joachim Andersen.

Målmænd

Frederik Rønnow (Frankfurt), Jonas Lössl (Huddersfield), Kasper Schmeichel (Leicester)

Forsvarsspillere

Andreas Christensen (Chelsea), Henrik Dalsgaard (Brentford), Jens Stryger Larsen (Udinese), Joachim Andersen (Sampdoria), Jonas Knudsen (Ipswich), Mathias 'Zanka' Jørgensen (Huddersfield), Peter Ankersen (FC København), Simon Kjær (Sevilla)

Midtbanespillere

Christian Eriksen (Tottenham), Lasse Schöne (Ajax), Lukas Lerager (Genoa), Philip Billing (Huddersfield), Pierre-Emile Højbjerg (Southampton), Thomas Delaney (Dortmund)

Angribere

Christian Gytkjær (Lech Poznan), Kasper Dolberg (Ajax), Martin Braithwaite (Leganes), Nicolai Jørgensen (Feyenoord), Robert Skov (FC København), Yussuf Poulsen (RB Leipzig)

Hareide om debutanterne

- Robert Skov har først og fremmest flyttet sig i forhold til det at lave mål. Han har fantastiske færdigheder i sin venstrefod både på frispark og skud udefra. Vi skal finde folk med spidskompetencer, som vi kan bruge i en kamp, og det har Robert Skov. Vi har også Christian Eriksen og Lasse Schöne, men det er vigtigt mod defensive hold at have folk, der kan sparke udefra. Hans kvaliteter er utvivlsomt bedst i Superligaen. I de internationale kampe kan han vise endnu mere, men han er også ung.

- Billing har hele tiden spillet jævnt i Huddersfield med undtagelse af nogle skader. Han har leveret nogle gode kampe, og nu har vi set ham an. Han har noget, vi ikke har så meget af centralt i banen; højde og duelstyrke. Han har oparbejdet god erfaring i Premier League, og derfor vil vi gerne se nærmere på ham.

- Joachim Andersen har vi set spille på udebane mod Inter, og jeg synes, han spillede en rigtig god kamp. Han er endnu bedre på bolden end tidligere. Han er opdraget i Holland, og der bliver man god med bolden som forsvarsspiller. Han har tilegnet sig lidt italienske tanker og måde at arbejde i forsvaret på, og det er vigtigt. Der skal ikke laves fejl. Det skal være stabilt og jævnt godt hele tiden. Jeg synes, han har spillet på et godt niveau over lang tid.

EM-kvalifikationen

Gruppen består desuden af Irland, Georgien og Gibraltar, og de to bedste nationer sikrer sig en plads ved EM.

Skulle Danmark misse kvalifikationen, får de en ekstra chance via Nations League-playoff.