Fodbold

Hareide har afvist flere jobtilbud efter VM

Åge Hareide har været landstræner for Danmark siden 2016.

Den danske landstræner har fået to konkrete tilbud efter VM i Rusland, hvor Danmark blev slået ud af de senere finalister fra Kroatien.

Åge Hareide er så glad for at være dansk landstræner, at han har takket nej til to tilbud efter VM i Rusland.

Over for Politiken har Hareide bekræftet, at han er blevet kontaktet både af et klubhold og et nationalt forbund.

Hareide ønsker ikke at sætte navne på sine bejlere, men han vil gerne fortælle, at han takkede nej.

- Jeg har jo kontrakt med DBU til sommeren 2020, og jeg er i et ønskejob som dansk landstræner. Vi er nået langt og arbejder på at blive endnu bedre som hold, og nu har jeg al fokus på EM-kampene, siger landstræneren til avisen.

Jobtilbuddene er som nævnt kommet efter VM i Rusland, hvor Danmark spillede sig videre fra gruppen som ubesejret. Danmark vandt over Peru i premierekampen, hvorefter det blev til uafgjorte kampe mod både Australien og de senere verdensmestre fra Frankrig. Kampene endte henholdsvis 1-1 og 0-0.

I 1/8-finalen spillede Danmark nok engang uafgjort. Opgøret mod den senere sølvvinder Kroatien endte 1-1, hvorefter kroaterne vandt straffesparkskonkurrencen.

Hareides næste opgave som dansk landstræner er venskabskampen mod Kosovo den 21. marts. Derefter venter Schweiz i den første kvalifikationskamp frem mod EM 2020, hvor Parken i København skal lægge græs til fire kampe under slutrunden.

Hareide har udtaget hele tre mulige debutanter til de to kampe: Robert Skov, Joachim Andersen og Philip Billing.