Fodbold

Forsvarsfejl sender Inter ud af Europa League

Inter er ude af Europa League.

En for kort tilbagelægning fra stopperen Stefan de Vrij blev dyr for Inter, der hjemme tabte til Frankfurt.

Den italienske storklub Inter er færdig i Europa League efter et skuffende hjemmenederlag til Frankfurt torsdag aften.

Inter var ellers sluppet fra den første kamp i Tyskland med 0-0, men det viste sig ikke at være nok i den sidste ende.

Frankfurt vandt nemlig returkampen 1-0 på Stadio Giuseppe Meazza og sendte dermed Luciano Spallettis mandskab ud af turneringen. Tidligere på sæsonen røg Inter også ud af Champions League.

Topscorer Luka Jovic stod for Frankfurts sejrsmål allerede efter seks minutters spil, da han profiterede af en for kort tilbagelægning fra Inter-stopperen Stefan de Vrij.

Hollænderen forsøgte at heade bolden tilbage til målmand Samir Handanovic, men fik slet ikke fart nok på kuglen. Jovic smuttede imellem og udplacerede den slovenske keeper.

Frankfurt er det eneste tilbageværende tyske hold i de europæiske klubturneringer.

Arsenal sejrede sikkert

Engelske Arsenal formåede også at spille sig videre, selv om holdet havde et sløjt udgangspunkt efter 1-3 på udebane i den første kamp mod Rennes fra Frankrig.

I returkampen i London satte englænderne hurtigt kurs mod kvartfinalerne ved at score to mål, inden stadionuret havde rundet et kvarter. 

Pierre-Emerick Aubameyang åbnede scoringen fra tæt hold efter fem minutter, og ti minutter senere afsluttede Ainsley Maitland-Niles et godt gennemspillet angreb ved at heade bolden ind til 2-0.

Det var nok for Arsenal, men Aubameyang var ikke færdig. Et kvarter før tid øgede han til 3-0 og fejrede målet med at iføre sig en maske, hvilket indbragte ham det gule kort.

Pierre-Emerick Aubameyang fejrede scoringen til 3-0 med en maske.

Rennes pressede på i slutfasen, vel vidende at blot en enkelt scoring ville sikre forlænget spilletid. Franskmændene var flere gange nærgående foran Petr Cechs mål, men hjemmeholdet holdt stand.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne fredag.

1/8-finalerne i Europa League

  1. Chelsea

    Chelsea - Dynamo Kiev: 8-0 sammenlagt

    Chelsea vandt 3-0 på hjemmebane i den første kamp. Returkampen endte 5-0.

  2. Valencia

    Velencia - Krasnodar: 3-2 sammenlagt

    Valencia vandt den første kamp på hjemmebane med 2-1. Returkampen endte 1-1, da Valencia udlignede tre minutter inde i overtiden. 

  3. Napoli

    Napoli - Salzburg: 4-3 sammenlagt 

    Napoli vandt 3-0 på hjemmebane i det første opgør. Returkampen i Tyskland endte 3-1.

  4. Arsenal

    Arsenal - Rennes: 4-3 sammenlagt

    Rennes vandt den første kamp i Frankrig med 3-1. Arsenal vandt returkampen i London med 3-0. 

  5. Benfica

    Benfica - Dinamo Zagreb: 3-1 sammenlagt

    Zagreb sejrede med 1-0 i den første kamp. Benfica vandt ligeledes 1-0 i returkampen i Portugal, og derfor blev opgøret afgjort i forlænget spilletid. Her øgede Benfica til 3-0.

  6. Frankfurt

    Frankfurt - Inter: 1-0 sammenlagt

    Efter 0-0 i det første opgør i Tyskland vandt Frankurt 1-0 på udebane i returkampen.

  7. Slavia Prag

    Slavia Prag: 6-5 sammenlagt

    Både den første kamp i Spanien og den anden kamp i Tjekkiet endte 2-2. Derfor blev opgøret afgjort i forlænget spilletid. Her kom Sevilla foran, men efter en udligning i første halvleg scorede tjekkerne til 4-3 kort før tid.

  8. Villarreal

    Villarreal - Zenit fra Sankt Petersborg: 5-2 

    Villarreal vandt 3-1 på udebane i den første kamp. På hjemmebane vandt det spanske hold med 2-1.