Fodbold

Europæiske topklubber vil boykotte udvidet klub-VM

FIFA har fredag besluttet at udvide klub-VM til 24 hold fra 2021, men de europæiske klubber gør modstand.

Det kan ende med en europæisk boykot, når klub-VM i 2021 bliver udvidet til 24 hold.

Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) har fredag vedtaget en udvidelse af turneringen, der hidtil har haft deltagelse af syv klubber.

FIFA-præsident Gianni Infantino annoncerede fredag udvidelsen på et møde i FIFAs øverste organ, det såkaldte Council, i Miami. Turneringen skal spilles hvert fjerde år og afløser landsholdsturneringen Federations Cup.

Umiddelbart før Infantino bekendtgjorde nyheden, sagde en talsmand for sammenslutningen af europæiske fodboldklubber i ECA, at ingen klubber fra ECA vil deltage i den nye turnering.

ECA, der repræsenterer 232 europæiske fodboldklubber, gentog samme holdning, efter at udvidelsen var blevet vedtaget.

Forud for bestyrelsesmødet i FIFA forklarede FC Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, hvorfor klubberne gør modstand.

- Vi er nødt til at passe på fodboldspillerne. Vi skal passe på dem omkring træning og ferie, for de er nødt til at kunne komme sig efter hver sæson, de har spillet, sagde Bartomeu til nyhedsbureauet AP.

Hidtil er klub-VM blevet spillet hvert eneste år og har blot haft deltagelse af et enkelt europæisk hold. Det er vinderen af Champions League.