Fodbold

Messi scorede hattrick - efter denne scoring hyldede modstanderne ham

Barcelona øger forspringet til andenpladsen i den spanske La Liga efter en sikker 4-1-sejr over Real Betis.

Se målene i videoen over artiklen.

Lionel Messi og Luis Suárez viste spil i verdensklasse, da FC Barcelona udbyggede forspringet til Atlético Madrid på andenpladsen til ti point.

Især argentinske Messi sprang i øjnene, da han med et frækt lob langt udefra gjorde det til kampens resultat, 4-1, på udebane mod Real Betis.

Messis scoring, der var hans tredje i kampen, vakte begejstring hos tilskuerne - også dem i Betis' grønne og hvide farver, da man på de efterfølgende tv-billeder kunne se dem klappe og hylde argentineren ved at råbe "Messi, Messi".

- Jeg kan ikke huske noget lignende. Jeg er meget glad og taknemmelig for, hvordan fansene tog imod mig i aften, sagde Messi ifølge AS efter kampen.

- Vi havde chancen for at trække fra i toppen, efter at Atlético tabte, og vi greb den.

Hattricket var Messis nummer fire i sæsonen. Han er oppe på 51 af slagsen i sin karriere.

Det var også Messi, der startede målscoringen. Efter 17 minutters spil fik Barcelona tilkendt et frispark på kanten af feltet. I stedet for at lægge bolden hen over muren sparkede Messi bolden op i målhjørnet i målmandens side.

Kort før pausen var der mere Barcelona-magi, denne gang med Luis Suárez i en central rolle. Med en elegant hælaflevering spillede han Messi helt fri, og han sparkede sikkert bolden i mål.

Suárez kom også på måltavlen efter godt en times spil, hvor han modtog bolden på midten af banen. Angriberen fra Uruguay drev bolden alene frem og snød tre forsvarsspillere, før han sparkede bolden i mål til 3-0.

I det 82. minut reducerede Loren for Betis, men kort efter fuldendte Messi hattricket. Han modtog bolden inde i feltets venstre side og lobbede elegant bolden hen over Pau Lopez til kampens resultat.

Med sejren er Barcelona nu ti point foran Atlético Madrid, der lørdag tabte til Bilbao.

Barcelona har 12 point ned til Real Madrid på tredjepladsen.