Fodbold

Spanske medier hylder Messis præstation: - Han har ingen grænse

Selv Real Betis' fans hyldede Lionel Messi efter det ene af argentinerens tre mål i Barcelonas sejr på 4-1.

Se målene i videoen over artiklen.

Han har for længst fået skrevet sit navn med fed og kursiv i historiebøgerne, men Lionel Messi bliver ved med at tilføje enestående kapitler til historien om en af fodboldens allerstørste stjerner nogensinde. 

Den lille argentiner scorede endnu et hattrick, da Barcelona i aftes slog Real Betis på udebane med 4-1, og især det sidste mål - hvor Messi frækt lobbede bolden i mål langt udefra - efterlod hjemmeholdets tilskuere og det meste af den øvrige fodboldverden med åben mund og store øjne. 

- Messi har ingen grænse, lyder eksempelvis hyldesten i Madrid-avisen Marca, der skriver, at Messi stadig finder nye måder at imponere fodboldfans på, selv om argentineren nu har scoret 51 hattrick i karrieren. 

På tv-billeder fra kampen i Sevilla kunne seerne over hele verden også se Real Betis-fans i grønne og hvide farver klappe og hylde argentineren ved at råbe "Messi, Messi" efter scoringen og for en stund glemme, at deres eget hold var på vej mod et nederlag.

Barcelona-avisen Sport skriver, at Messis rivaler har overgivet sig til 'kunsten' fra argentineren, der har 'malet vidunderlige mål' i mere end et årti. En anden Barcelona-avis, Mundo Deportivo, sammenligner Messi med en tyrefægter, der forlod arenaen til stående ovationer. 

Lionel Messi var glad for reaktionen fra Real Betis' fans efter hans hattrick. 

- Jeg kan ikke huske noget lignende. Jeg er meget glad og taknemmelig for, hvordan fansene tog imod mig i aften, sagde Messi ifølge AS efter kampen.

- Vi havde chancen for at trække fra i toppen, efter at Atlético tabte, og vi greb den.

Hattricket var Messis nummer fire i denne sæson, hvor Barcelona med sejren nu er 10 point foran Atlético Madrid, der lørdag tabte til Bilbao.

Barcelona har 12 point ned til Real Madrid på tredjepladsen.