Hareide har afløseren for Sisto klar

Dortmund-talentet Jacob Bruun Larsen har gjort indtryk på landstræner Åge Hareide.

Pladsen på venstrekanten står åben på det danske landshold inden venskabskampen mod Kosovo torsdag aften.

Pione Sisto er ikke udtaget og synes langt væk fra den rød-hvide spilledragt. 

Landstræner Åge Hareide har planen klar, og den går på, at den øjeblikkelige marginalspiller i Borussia Dortmund Jacob Bruun Larsen kan få en startplads på landsholdet.

- Jeg har set Jacob flere gange i Dortmund i efteråret, og han har noget, vi kan bruge på landsholdet. Han er fysisk stærk, han sparker rigtig godt, og han er hurtig.

- Problemet er selvfølgelig, at han lige nu får mindre spilletid i det tyske end tidligere i denne sæson, siger Åge Hareide, der på pressemødet før kampen i Kosovo åbnede for tre danske debutanter på Stadiumi Fadil Vakrri, hvor der kommer 12.800 tilskuere.

Udsolgt blev der på tre timer til denne kamp, hvor Kosovo-journalister hævdede, at cirka 100.000 havde ønsket billet. Landsholdet er virkelig en national stolthed i denne Balkan-stat, der udråbte sig selv som selvstændig for godt ti år siden. Landet er ikke godkendt af FN, men af 118 ud af 193 lande og af EU.

UEFA har hjulpet med at finansiere og bygge stadion i Pristina, hvor den første officielle landskamp blev spillet i september sidste år mod Færøerne. 

Danmark bruger denne kamp som en tvungen venskabsaffære inden EM-kvalifikationskampen mod Schweiz på tirsdag i Basel. Åge Hareide havde hellere set et træningspas eller to flere, men spillerne glæder sig til at komme i kamp. Og med mulighed for tre danske debutanter og masser af udskiftninger.

De helt nye foruden Jacob Bruun Larsen er Joachim Andersen fra italienske Sampdoria og Philip Billing fra engelske Huddersfield. Robert Skov fra FCK rakte også ud efter debut-nålen, men en skade har holdt ham hjemme i København. Så var det Bruun Larsen kom med - og formentlig får chancen i kamp.

Alle danske spillere er meldt klar - nogle spiller mere end andre i deres respektive klubber, men Hareide gør klar til at få 17 i kamp på stadion, selvom han hellere havde set dem på træningsbanen.