Danmark har en fordel mod Schweiz, mener Hareide

16x9
Åge Hareide under landsholdets træning dagen inden venskabskampen mod Kosovo. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Mens Schweiz er i Georgien for at spille sin første EM-kvalifikationskamp, er Danmark i Schweiz for at forberede sig til kampen på tirsdag.

Det danske fodboldlandshold er gæst, men værten er ikke hjemme.

Først natten til søndag vender Schweiz hjem efter udekampen i Georgien, og det har givet Danmark to ekstra forberedelsesdage - fredag og lørdag - i forhold til schweizerne frem mod EM-kvalifikationskampen på St. Jakob-Park i Basel tirsdag aften.

Landstræner Åge Hareide ser det som en fordel for Danmark.

- Vi har talt om det. Schweiz rejser fra Georgien og skal spille endnu en kvalifikationskamp. Det er en lang rejse med tidsforskel og ovenikøbet efter en kamp på kunstgræs. Jeg håber, at de er trætte. Jeg tror, at det kan mærkes, siger Åge Hareide.

Schweiz må undvære stjerner

Nordmanden kommer til at sidde foran tv-skærmen på landsholdets hotel i St. Gallen lørdag eftermiddag, når bolden gives op på Boris Paichadze Dinamo Arena i Tbilisi.

Her vil han se et lidt andet schweizisk hold, end det han har forberedt sig på siden lodtrækningen i december. Han har ikke et eksakt tal på, hvor mange af Schweiz' kampe han har set i de knap fire måneder, men de strækker sig tilbage til VM-kvalifikationen i 2017.

Vi kan og skal kaste os over dem så hårdt og brutalt som muligt

Åge Hareide, landstræner

Mod Georgien og Danmark må schweizerne undvære deres offensive stjerner Xherdan Shaqiri fra Liverpool og Haris Seferovic fra Benfica, der begge er skadet. To spillere med 139 landskampe og 39 landskampsmål tilsammen.

Men den schweiziske landstræner Vladimir Petkovic råder over spillere, der kan erstatte dem, understreger Åge Hareide.

- De har gode spillere i Bundesligaen, som vi kender til. Det er et godt hold, som har gjort det fænomenalt. De skal spille semifinale i Nations League, men der er pres på dem, når de skal møde os på hjemmebane. Så vi har alt at vinde i Basel.

- Vi skal udnytte, at de forhåbentligvis er lidt trætte. Vi kan og skal kaste os over dem så hårdt og brutalt som muligt, siger landstræneren.

Hareide ville have brugt andre spillere mod Kosovo

Danmark fik langtfra den perfekte optakt til premierekampen i kvalifikationen til EM i 2020. Med målet til 2-2 i dommerens tillægstid reddede Pierre Emile Højbjerg landsholdet fra nederlag til Kosovo.

Hareide havde håbet på et andet kampbillede i Pristina torsdag aften. Så kunne han også have anvendt andre spillere i venskabskampen, end det var tilfældet.

- Ja, det kan man godt sige. Det kan man godt sige, siger han.

Jens Stryger Larsen, Simon Kjær, Christian Eriksen, Kasper Dolberg og Christian Gytkjær blev alle sendt på banen i anden halvleg.

Joachim Andersen, Philip Billing, Jonas Knudsen, Yussuf Yurary Poulsen og Lasse Schöne var de resterende markspillere, der ikke fik spilletid mod Kosovo.

Danmarks første EM-kvalifikationskamp - Schweiz' anden - fløjtes i gang tirsdag klokken 20.45. Du kan følge kampen i TV 2 SPORTs liveblog.

Danmarks trup mod Schweiz