Dansk EM-rivals træner 'hadede hvert minut' i sejr
Danmarks EM-modstander havde stort besvær med at knække miniputten Gibraltar lørdag aften.
De forventede tre point kom i hus, men det er absolut også det eneste positive, den irske landstræner Mick McCarthy kan sige om Irlands 1-0-sejr over Gibraltar i lørdagens EM-kvalifikationskamp.
McCarthy, der fik comeback i landstrænersædet efter næsten 17 års fravær, er alt andet end imponeret af det, han blev præsenteret for i de 90 minutter mod fodboldminiputten.
- Sikke en frygtelig kamp. Jeg hadede hvert minut, fordi vi spillede mod et hold, der havde alt at vinde og intet at tabe. En frygtelig kamp, men herlige tre point at starte med, siger McCarthy til Sky Sports.
Irland, der senere i kvalifikationen blandt andet skal møde Danmark, forsøger at rejse sig oven på skuffelserne i den seneste VM-kvalifikation og Nations League.
Ansvaret er lagt i hænderne på McCarthy, der i november påbegyndte sin anden periode som landstræner. Han stod også i spidsen for holdet mellem 1996 og 2002.
Og selv om det kunstneriske indtryk i comebackkampen altså lod noget tilbage at ønske, er McCarthy glad for udbyttet.
- Ingenting i kampen skuffede eller overraskede mig. Folk forventede, at de (Gibraltar, red.) bare ville lægge sig ned, men det ville selvfølgelig ikke ske. Jeg er glad for at slippe ud af det med tre point, siger Mick McCarthy.
På tirsdag jagter irerne flere point i EM-kvalifikationen, når holdet hjemme møder Georgien. Her forventer McCarthy et noget andet kampforløb.
- Vi kommer til at spille meget bedre mod Georgien, som ikke vil være et hold, der bare stiller sig ned og forsøger at holde os væk, spår den irske landstræner.
Georgien indledte EM-kvalifikationen med et hjemmenederlag på 0-2 til Schweiz.