Fodbold

Søndergaard ser bort fra talenter i ny landsholdstrup

Lars Søndergaard har været kvindelandstræner siden starten af 2018. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Danmarks kvindelandshold i fodbold skal møde VM-værten Frankrig i en testkamp i starten af april.

Det bliver de mest velkendte spillere, der skal repræsentere kvindelandsholdet i den kommende testkamp mod Frankrig.

I forhold til den trup, der spillede Algarve Cup i starten af marts, er der genvalg til 15 spillere. Derudover er Nanna Christiansen, Katrine Veje og Rikke Sevecke tilbage fra skader, mens en række af de yngste spillere ikke er med i truppen, fordi U19-landsholdet også samles i starten af april.

- Jeg har valgt at se bort fra dem, inden jeg udtog truppen. Jeg skal ikke udelukke, at nogen af dem kunne være mulige spillere på A-landsholdet, men de skal gøre alt for at komme til U19-EM, og der er mulighederne bedst, hvis de er med.

Siden den traditionsrige træningsturnering Algarve Cup har Lars Søndergaard også undladt at udtage stamspilleren Karen Holmgaard.

- Karen har været ude med en lårskade, og hun har kun trænet en enkelt gang i sidste uge. Hun har døjet med det gennem lang tid, og derfor har jeg vurderet, at hun får en pause, fortæller landstræner Lars Søndergaard til TV 2 SPORT.

- Hun er en type, der altid gerne vil spille, men nu får hun en pause, så hun kan blive 100 procent fit.

Ud over Karen Holmgaard er Cecilie Sandvej, Line Røddik, Emilie Henriksen, Amalie Thestrup, Emma Snerle og Sarah Jakovska sorteret fra, siden en udvidet landsholdstrup blev nummer seks ved Algarve Cup.

Ligesom Holmgaard døjer Sandvej og Røddik med skader. De blev skadet under Algarve Cup.

Danmarks testkamp mod Frankrig spilles i Strasbourg den 8. april. Danmark spiller den næste betydende landskamp i august, hvor EM-kvalifikationen begynder.

Truppen mod Frankrig

  1. Katrine Abel
  2. Line Johansen
  3. Theresa Nielsen
  4. Frederikke Thøgersen
  5. Sara Holmgaard
  6. Stine Ballisager
  7. Rikke Sevecke
  8. Janni Arnth
  9. Katrine Veje
  10. Nadia Nadim
  11. Sofie Junge
  12. Sanne Troelsgaard
  13. Nanna Christiansen
  14. Nicoline Sørensen
  15. Mille Gejl
  16. Pernille Harder
  17. Signe Bruun
  18. Julie Tavlo