Fodbold

Danske profiler efterlyser VAR efter 'to rimeligt store kendelser'

Thomas Delaney (tv.) og flere danskere brokkede sig over Remo Freulers scoring til 1-0.

Ifølge Lasse Schöne og Mathias 'Zanka' Jørgensen viser kampen mod Schweiz, hvorfor der er brug for VAR.

Flere og flere store ligaer og turneringer giver efterhånden dommerne en hjælpende hånd.

Men video assistant referee, VAR, har endnu ikke vundet indpas i EM-kvalifikationen, og det havde gjort en forskel i Danmarks kamp tirsdag aften mod Schweiz.

I forbindelse med schweizernes første scoring ramte bolden en schweizisk spiller på armen, mens Danmark senere i første halvleg fik underkendt en scoring for offside.

- Vi har faktisk snakket om det indbyrdes i gruppen. Der er mange, der er imod, og der er mange, der er for. Jeg har det selvfølgelig til dagligt i Holland, og det har da hjulpet os et par gange. Og netop i en situation som den (det første mål, red.) havde det været dejligt at have det, for der er jo klart frispark til os, siger Ajax-spilleren Lasse Schöne til TV 2 SPORT.

- Og så også vores offsidemål; det er to rimeligt store kendelser, han ikke fløjter for os. Så der havde VAR været dejligt.

Uden VAR lykkedes det dog Danmark at få point med hjem fra Schweiz, der ellers bragte sig foran med 3-0 i det 76. minut.

I kampens sidste ti minutter scorede Danmark nemlig tre mål.

Comebacket blev kickstartet af forsvarsspilleren Mathias 'Zanka' Jørgensen, der var forundret over, at 1-0-scoringen blev godkendt.

- Jeg er overrasket over, dommeren giver udtryk for, at han ser det. Han er overbevist om, at det er brystet. Han tager armen ud og tæmmer den med sin biceps. Det kan ikke være meget klarere, siger han til TV 2 SPORT.

- Det er jo grunden til, at der bliver snakket så meget om VAR. I dag (i går, red.) viser det selvfølgelig, at det burde være taget i brug. Det er ikke godt nok af dommeren, og det tror jeg også godt, han ved. Heldigvis taber vi ikke kampen på grund af det.

Med 3-3 i Basel ser stillingen i gruppe D i EM-kvalifikationen således ud:

  1. Irland - 2 kampe, 6 point
  2. Schweiz - 2 kampe, 4 point
  3. Danmark - 1 kamp, 1 point
  4. Gibraltar - 1 kamp, 0 point
  5. Georgien - 2 kampe, 0 point

Danmarks næste kvalifikationskamp er mod Irland på hjemmebane 7. juni. Tre dage senere venter Georgien - også i Parken.