Fodbold

Superligaen har fået ny hovedsponsor

Fra næste sæson kommer den bedste danske fodboldrække til at bære navnet 3F Superligaen.

Superligaen A/S har præsenteret en ny navne- og hovedsponsor.

Det skete på et pressemøde i København onsdag eftermiddag.

Fagforbundet 3F indtræder omgående som hovedsponsor frem til sommeren 2023, mens de først fra næste sæson bliver navnesponsor. Fremover vil Superligaen komme til at hedde 3F Superliga.

- Vi er stolte over at kunne præsentere 3F som ny hovedsponsor for Superligaen. Danmarks største fagforening er en perfekt partner for Danmarks største sportsturnering.

- Det er et unikt samarbejde, vi tager hul på, hvor 3F bidrager til at øge stemningen på stadion ved at få endnu flere fans på lægterne, lyder det fra direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen, i en pressemeddelelse.

Også hos 3F skaber det nye samarbejde glæde. Forbundsformand for 3F, Per Christensen, betegner det som et perfekt match.

- Nøjagtigt som 3F skaber fodbold fællesskab og sammenhold. Uanset om det er på banen, på lægterne eller foran tv’et, så kan fodbold samle danskerne på tværs af alder, fag og indtægt.

- Derfor har 3F længe været engageret i dansk fodbold - både på damesiden og i langt de fleste Superliga-klubber. Nu styrker vi engagementet i dansk fodbold endnu mere. Vi er glade og stolte over fremover at være navnesponsor for Danmarks største fodboldrække, siger Per Christensen.

Gennem årene har ligaen haft flere forskellige navne- og hovedsponsorer.

Den har blandt andet heddet Coca-Cola Ligaen og Faxe Kondi Ligaen. I en lang årrække fra 2001 til 2010 gik den under navnet SAS Ligaen.

Senest var forsikringsselskabet Alka fra 2015 til sommeren 2018 navne- og hovedsponsor for Superligaen, der officielt hed Alka Superliga.