Fodbold

De får ikke knaldet en eneste med sorte penge, siger skatteekspert

Stakkevis af sorte penge er gennem årene delt ud i dansk fodbold. Et nyt initiativ skal stoppe pengestrømmen i de brune kuverter.  Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Skattestyrelsens øgede indsats mod sorte penge i dansk sport kan have en præventiv effekt, selvom det næppe fører til afsløringer, siger ekspert.

Trods et øget fokus på sorte penge i danske sportsklubber forventer en ekspert på området ikke, at en eneste spiller eller træner bliver taget med ulovlig løn i hånden.

Man skal derimod håbe, at Skattestyrelsens øgede opmærksomhed kommer til at begrænse de sorte penge, inden de udleveres i brune kuverter.

- Det er ikke selve skatterevisionen, der hjælper. Det er fokusset. Jeg tror ikke, de får knaldet en eneste af dem med sorte penge. Men dem med de sorte penge bliver nervøse og trækker snuden til sig, siger Michael Bjørn Hansen, advokat med særlig ekspertise i skatteret og tidligere kontorchef i SKATs afdeling for sorte penge.

Michael Bjørn Hansen fortæller videre, at skatterevisionen bygger på, at man har et pengespor. Sådan et har man yderst sjældent, når der er tale om sorte penge, fordi de uddeles i kontanter. Derfor holder han sine forventninger til bremsningen af de sorte penge nede. 

- Der kommer nok en form for virkning, men kun et stykke tid. Så kommer de sorte penge tilbage. Det er en verden, hvor vi har oplevet rigtig mange sorte penge, så det er ikke sådan, at vi nu har fundet et Colombus-æg, der lukker det hele, siger Michael Bjørn Hansen.

I Divisionsforeningen er direktør Claus Thomsen overbevist om, at Skattestyrelsens øgede opmærksomhed på sorte penge kommer til at få en effekt. Hans håb bakkes op af en af de fodboldspillere, der i december indrømmede at modtage sorte penge over for TV 2 SPORT. Men ligesom skatteadvokaten tror spilleren, der ønsker at være anonym, at det primært kommer til at ske, fordi øget kontrol også øger frygten for at blive taget.

- Informationsmøderne vil ikke hjælpe, tror jeg. Alle ved jo godt, at det er forkert i forvejen. Men den øgede kontrol kan godt gøre noget, fortæller den anonyme fodboldspiller til TV 2 SPORT.

I TV 2 SPORTs første historie om sorte penge indrømmede 40 ud af 80 spillere i de danske divisioner, at de enten havde modtaget sorte penge eller kendte til konkrete situationer, hvor lønnen blev udbetalt sort.