Fodbold

Schmeichel bifalder Uniteds valg af Ole Gunnar Solskjær

Tidligere landsholds- og Manchester United-målmand Peter Schmeichel ser positivt på valget af Ole Gunnar Solskjær som fast træner i Manchester United.

Efter tre måneder som midlertidig manager blev norske Ole Gunnar Solskjær torsdag præsenteret som Manchester United-manager på en permanent aftale.

Som aktiv spillede han en stor rolle i Manchester United fra 1996 til 2007, hvor han scorede 126 mål i 366 kampe. Efterfølgende bestred han trænertjansen for klubbens reservehold.

Ole Gunnar forstår, at klubben er bygget op af en masse mennesker, der lever og ånder i klubben

Peter Schmeichel

Nu har klubben ansat en klubmand med et hjerte, der banker for United. Det mener den tidligere United-spiller Peter Schmeichel, der ikke er overrasket over valget af Ole Gunnar Solskjær.

- Han har gjort det fantastisk i de knap 20 kampe, han har været chef for holdet. Han har formået at finde alle værdierne frem i hver enkelt spiller, og man har jo lyst til at se United-kampene igen. Der var en hel periode, hvor det var meget frustrerende at se på, siger Schmeichel til TV 2 SPORT.

Solskjær har kæmpe respekt for klubbens kultur

Han slår fast, at Ole Gunnar Solskjær nu har bevist, at han har evnerne til at varetage det særlige job som manager i en af verdens største klubber.

Nordmanden har indtil videre stået i spidsen for Manchester United i 19 kampe, hvor det er blevet til 14 sejre, 2 uafgjorte og 3 nederlag.

- Han har vist alle de kvaliteter, en manager fra Manchester United skal have. Han har kæmpe respekt for klubbens kultur, historie og traditioner. Han har formået at få profilspillerne til at spille som profilspillere. Det betyder, at dem, der bruger næsten alt, hvad de ejer og har, på at se Manchester United, har noget at glæde sig til.

- En spiller som Paul Pogba er jo nærmest som en forandret mand. Han har fået en helt anden energi og luft, og der er ingen tvivl om, det kommer fra Ole Gunnar, tilføjer Schmeichel.

Den legendariske målmand spillede selv i Manchester United fra 1991-1999 og nåede således flere år sammen med Solskjær på banen. Ligeledes var de sammen med til at vinde Champions League-finalen i 1999, hvor de leverede et mindeværdigt comeback i de døende minutter mod Bayern München.

Telefondamen og kantinedamen er ligeså vigtige som Pogba

Peter Schmeichel fortæller også, at de er mange spillere fra den tid, der stadig taler sammen, og alle er begejstret for, at det er "en af dem", der har fået jobbet. Folk er enige om, Ole Gunnar Solskjær er det rigtige valg, og nu glæder de sig til at se, hvad han kan udrette.

- Her har vi en manager, der kommer ind, og hans udgangspunkt er klubben. Hvad der er klubbens traditioner, historie og mest af alt kultur. Heldigvis kender han den, og det er altafgørende i en klub som Manchester United, at det er sådan. Det handler ikke om de 11, der spiller på banen, eller de 25, der er i truppen. Det handler om alle!

- Det handler ligeså meget om Cath, der har taget telefonen i 50 år og er den første, du møder på træningsanlægget - eller om hende, der har stået i køkkenet i en menneskealder. De er en ligeså stor del af klubben som Ole Gunnar Solskjær eller Pogba, og det kan der være manglende forståelse for, når du kommer udefra velvidende, at du måske er der to-tre år, og så er du videre som manager, fortæller Peter Schmeichel og tilføjer:

- Ole Gunnar forstår, at klubben er bygget op af en masse mennesker, der lever og ånder i klubben. Den er bygget op på et akademi, der producerer spillere til førsteholdet. Det betyder, at en del af hans job også er at gå ned og se dem, lære dem at kende og lære deres familier at kende, så han kan forstå, hvem de er.

46-årige Ole Gunnar Solskjær debuterede som træner i Manchester United med en 5-1-sejr over Cardiff i Premier League. Det blev den første af otte ligasejre i træk.

I alt nåede Manchester United at spille 15 kampe i de forskellige engelske turneringer uden at tabe, inden holdet blev slået af Arsenal 10. marts.

Manchester United er nummer fem i Premier League - to point efter Arsenal på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League i næste sæson. Begge klubber har otte kampe tilbage i denne sæson.