Poulsen nærmer sig målsætning: - Han belønnes for sit arbejde

Landsholdsangriberen er den mest scorende dansker i Bundesligaen i 15 år efter sit hattrick lørdag.

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen er i gang med sin klart bedste sæson i sin professionelle karriere, og lørdag satte han et flot aftryk i den danske Bundesliga-historie.

Med sit hattrick i RB Leipzigs sejr på 5-0 over Hertha Berlin nåede Poulsen op på 15 ligatræffere i denne sæson. Det er det højeste for en dansker i 15 år, og samtidig når Poulsen op på 18 sæsontræffere i alle turneringer. Dermed nærmer han sig sin målsætning, efter han i denne sæson har sat fokus på at afslutte oftere.

- Jeg har sat mig for at score 25 mål i denne sæson, har Poulsen fortalt TV 2 SPORT.

Tilbage i 2003/2004-sæsonen scorede den tidligere Brøndby-angriber Peter Madsen 13 mål for Bochum i Bundesligaen.

Rekorden sidder Ebbe Sand dog fortsat på. I 2000/2001-sæsonen blev Sand delt ligatopscorer med 22 scoringer, og Yussuf Poulsen skal holde en meget stabil målform, hvis den rekord skal komme i fare.

Den 24-årige angriber har syv kampe til at nå de syv mål, der skal til for at tangere Sands rekord og indfri sin egen målsætning.

Til gengæld er han kun fire mål efter Bayern Münchens stjerneangriber Robert Lewandowski i kampen om topscorertitlen i Bundesligaen i denne sæson.

Den bedste præstation i år

Danskerens succes glæder Leipzig-træner Ralf Rangnick.

- Yussuf blev belønnet for alt det arbejde, han laver. Jeg er meget glad på hans vegne, siger træneren til Kicker.

Selv var landsholdsangriberen også godt tilfreds med lørdagens kamp.

- Det var tre gode kasser. Jeg synes, det var vores bedste præstation i sæsonen, lyder det fra Yussuf Poulsen ifølge klubbens hjemmeside.

Yussuf Poulsen har været i klubben siden 2013 og har været med til at rykke holdet op fra tredjebedste række.

Det er det østtyske mandskabs tredje sæson i Bundesligaen, og i de to foregående har Poulsen scoret henholdsvis fem og fire mål.

Leipzigs næste opgave er pokalkampen mod Augsburg i midtugen, inden holdet i næste weekend gæster Bayer Leverkusen i Bundesligaen.