Fodbold

Vejle har overskud for første gang i ti år

Selvom Superligaoprykkeren Vejle skulle rykke ned, forventer klubben også overskud i regnskabet i 2019.

Sidste sommer vendte den traditionsrige fodboldklub Vejle Boldklub tilbage til landets bedste række for første gang i ni år.

Selvom oprykningen satte gang i investeringer i nye spillere, holdet omkring holdet og organisationen har Vejle nu præsenteret en overskud for 2018 på 1,5 millioner kroner - det første plus i 10 år, skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg er naturligvis tilfreds, siger Henrik Tønder, der er direktør i Vejle Boldklub.

Efter 2015/2016-sæsonen stod Vejle i en kritisk situation med få spillere på kontrakt og uden en cheftræner.

Det blev starten på et nyt projekt om at stabilisere klubbens økonomi, så det blev en "forretning i balance" med de nye ejere Klaus Eskildsen og Andrew Zolotko.

Overskud trods nedrykning

Samtidig var ambitionen, at Vejle inden for to år skulle tilbage i Superligaen, og det lykkedes altså sidste år.

Klubben oplever et stigende tilskuertal, lige som 100 nye sponsorer ifølge Henrik Tønder kom til i 2018. Endelig har Vejle sikret sig en hovedsponsor i form af Arbejdernes Landsbank på en treårig aftale.

- Vi forventer også et plus for 2019-regnskabet, uanfægtet om vi spiller i Superligaen eller ej. Det er en situation, som vi har arbejdet hårdt for at komme i, og det glæder mig, at klubben ikke er truet på sin økonomi, men stadigvæk lægger lag på. Det arbejde vil jeg tillade mig at være tilfreds med, fortæller Henrik Tønder.

Vejles regnskab var otte millioner kroner bedre end regnskabet året før.

Klubben er lige nu en del af nedrykningsspillet, hvor det pointmæssigt ser vanskeligt ud.

Gruppe 1

  1. Horsens 32 point
  2. AGF 31
  3. SønderjyskE 29
  4. Vejle 20

Vejle og AGF har seks kampe tilbage, mens Horsens og SønderjyskE har en kamp færre tilbage.

Slutter Vejle sidst i gruppen, møder de den dårligst placerede modstander fra gruppe 2 - formentlig Vendsyssel eller Hobro - i playoffkamp om direkte nedrykning.