Fodbold

Yussuf Poulsen kåret til rundens spiller

Leipzig-angriberen er af det tyske fodboldmagasin Kicker blevet kåret til rundens spiller i Bundesligaen.

Yussuf Poulsen viste stor klasse, da han i lørdagens kamp mod Hertha Berlin scorede et hattrick.

Danskerens gode præstation betyder nu, at han er blevet kåret til rundens spiller i Bundesligaen af det tyske fodboldmagasin Kicker.

Med eller uden bolden er han en maskine, og han laver et ufatteligt stykke arbejde for os

Willy Orban, Leipzig-forsvarsspiller

Magasinet skriver blandt andet i sin kåring, at Yussuf Poulsen, der netop lige har forlænget sin kontrakt, har udviklet sig som spiller, så han kan mere end bare at løbe hurtigt og hoppe højt.

- Hans mål til 2-0 var en obligatorisk øvelse: Han skulle skubbe bolden ind i det tomme net. Målet til 3-0 var en symbiose af præcision og kølighed, skriver Kicker.

- Målet til 4-0 var imidlertid et udtryk for, hvor langt han er kommet i sin karriere. Efter en lang aflevering fra Tyler Adams kæmpede den danske landsholdsspiller sig alene mod Berlin-målmanden, hvor han lobbede bolden over Rune Jarstein.

- Poulsen siger selv om målet, at det ikke var hans første lob i karrieren, men at det var et tegn på den selvtillid, han har lige i øjeblikket. Poulsen har altid kunnet løbe hurtigt og hoppe højt. Nu er han også i stand til at levere fodboldmæssige højdepunkter.

"Poulsen er en maskine"

Yussuf Poulsen er den fjerde dansker til at score 15 mål i Bundesligaen i en sæson. Den offensive spiller opnår præstationen efter Ebbe Sand, Thomas Christiansen og Allan Simonsen, der tidligere har banket kasser ind i den tyske liga.

Poulsens tre scoringer lørdag betyder, at han er nummer fire på topscorerlisten i ligaen, hvor har scoret samme antal mål som Dortmunds Marco Reus.

Robert Lewandowski topper listen med 19 scoringer, imens Luka Jovic og Paco Alcacer begge har scoret 16 mål.

Danskeren har været særdeles målfarlig på det seneste, og det bliver også rost af holdkammeraterne.

- Han er i fremragende form. Han scorer ikke bare mål, men sætter også holdet foran sig selv, siger Kevin Kampl ifølge Bundesliga.com, imens forsvarsspilleren Willi Orban er enig.

- Med eller uden bolden er han en maskine, og han laver et ufatteligt stykke arbejde for os, siger Orban.

Med sejren konsoliderede Leipzig sig på tredjepladsen i rækken med 52 point i jagten på en plads i Champions League i næste sæson. Borussia Mönchengladbach følger efter med 47 point på fjerdepladsen for 27 kampe ligesom Leipzig, der altså har syv runder tilbage.