Fodbold

Unge Kean sender Juventus et mulehår fra titlen

Det blev Moise Kean, der med en sikker afslutning sørgede for 2-1 seks minutter før tid.

19-årige Moise Kean sikrede en 2-1-sejr over Milan, og dermed kan Juventus blive italiensk mester søndag.

19-årige Moise Kean sørgede for jubel i Torino lørdag, da han seks minutter før tid sparkede Juventus foran 2-1 hjemme mod Milan i Serie A.

Det blev kampens resultat, og det betyder, at Juventus søndag kan sikre klubbens ottende italienske mesterskab i træk, hvis Napoli taber hjemme til Genoa.

Sker det, vil Juventus være 21 point foran Napoli med syv runder igen, men Juventus er bedre indbyrdes med Napoli i denne sæson, hvilket tæller over målscore i Italien. Juventus har efter sejren 84 point, og Napoli har 63 point.

Moise Kean blev sendt på banen i anden halvleg, og han leverede altså en scoring for tredje kamp i træk for Juventus.

For Milan var det en streg i regningen med fjerde ligakamp i træk uden sejr, og Milan har 52 point på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.

Atalanta er lige efter med et point færre inden udekampen mod Inter søndag.

VAR i spil

Der måtte videohjælp til at afklare, om Juventus' Alex Sandro havde hånd på bolden i feltet efter 35 minutter, men Milan fik ikke tilkendt et straffespark.

Gæsterne slog dog til kort efter, da Krzysztof Piatek leverede sin sæsonscoring nummer 21, efter at han havde misbrugt en mulighed på et hovedstød tidligere i halvlegen.

Tiemoue Bakayoko erobrede bolden og fik den prikket frem til den polske angriber, der sparkede bolden under Juventus-keeper Wojciech Szczesny og i mål til 1-0.

Gæsterne gik til pause foran, men formåede ikke at holde fast efter pausen.

Juventus-comeback i anden halvleg

Efter en time begik Milans Mateo Musacchio et straffespark, og Paulo Dybala omsatte muligheden til en scoring og udlignede til 1-1.

Juventus pressede på, og Moise Kean erstattede Paulo Dybala efter 66 minutter.

Kean var tæt på med et forsøg kort efter og havde faktisk bolden i nettet med et kvarter igen.

Der blev dog dømt frispark til Milans Alessio Romagnoli i situationen, og Sandro forsøgte sig bagefter for hjemmeholdet med et hovedstød.

Det duftede af et mål til Juventus, og det blev så Moise Kean, der med en sikker afslutning sørgede for 2-1 seks minutter før tid.

Juventus er stadig uden Cristiano Ronaldo, der blev skadet med det portugisiske landshold. Stjernespilleren ventes dog klar til onsdagens møde med Ajax i Champions League i den kommende uge.