14-årig scorer sponsoraftale til adskillige millioner

16x9
Youssoufa Moukoko i aktion for Tysklands U16-hold, da han selv var 12 år gammel. Foto: Wildbild / Scanpix Denmark

Dortmunds ungdomsspiller Youssoufa Moukoko har fået en sponsoraftale med Nike, der kan give ham 75 millioner.

Den 14-årige tyske fodboldspiller Youssoufa Moukoko har lavet en sponsoraftale med Nike, der kan indbringe ham op til 75 millioner kroner.

Det skriver den tyske avis Bild ifølge Bold.

Moukoko, der spiller på det tyske U16-landshold, får ifølge avisen i første omgang 7,5 millioner kroner blot for at sætte sin signatur på aftalen.

Der vil derudover løbende blive udbetalt bonusser til den unge angriber, der bestemmes af hans bedrifter med bolden.

For eksempel vil det udløse en stor bonus, hvis Moukoko, der til daglig spiller på Dortmunds U17-hold, spiller sig på førsteholdet i den tyske storklub.

Den unge tysker har scoret 76 mål i 49 kampe for Dortmunds U17-hold i de seneste to sæsoner.

I sidste sæson scorede han 37 mål og blev sæsonens suveræne topscorer.

Hans præstationer på fodboldbanen er blevet fulgt nøje af klubber som Paris Saint-Germain og FC Barcelona.