Harry Kane kan misse resten af sæsonen

16x9
Harry Kane blev skadet, da Tottenham slog Manchester City i Champions League. Foto: Neil Hall / Ritzau Scanpix

Ifølge Mauricio Pochettino ligner skaden Harry Kanes gamle skade, der kostede englænderen en måneds pause.

Tottenhams topscorer, Harry Kane, kan misse resten af sæsonen.

Det siger klubbens manager, Mauricio Pochettino, efter tirsdagens sejr over Manchester City i kvartfinalen i Champions League, da han blev spurgt, om skaden kunne koste sæsonen.

- Ja. Vi bliver nødt til at undersøge det i morgen, men det ligner den samme skade, siger Mauricio Pochettino ifølge Sky Sports.

Stjerneangriberen måtte udgå efter 58 minutter af kampen efter at have vredet om på sin venstre fod.

Det skete efter en duel med landsmanden fra Manchester City Fabian Delph.

- Jeg er meget ked af det og skuffet. Det bliver hårdt resten af sæsonen, siger Pochettino.

Harry Kanes skade skete på samme fod, som kostede ham en måneds skadespause efter en kamp 13. januar mod Manchester United.

I den første Champions League-kamp på klubbens spritnye stadion vandt Tottenham med 1-0 på et mål af Son Heung-min efter oplæg af Christian Eriksen efter 78 minutter.