Fodbold

Spillerforening har ikke hørt fra homoseksuelle mænd i 15 år

To homoseksuelle mænd kontaktede i 00'erne Spillerforeningen, der kalder fodboldens kultur for ekskluderende.

Ingen fodboldspiller skal føle sig presset til at fortælle om sin seksualitet, hvad enten han eller hun er homo- eller heteroseksuel.

Sådan lyder det Spillerforeningens direktør, Mads Øland. Debatten raser i disse dage.

Politikere, forbund, klubber og fanklubber råber i munden på hinanden, at det er for dårligt, at OB- og siden Brøndby-fans i den seneste runde i Superligaen angiveligt sang homofobiske sange mod Viktor Fischer.

Et andet spørgsmål har rejst sig i debatten. Er der ingen aktive homoseksuelle mandlige fodboldspillere i Danmark? Og hvis der er, hvorfor står de så ikke frem?

- Jeg tror da helt bestemt, at der er nogen, uden at jeg ved det. Det fortæller jo også noget om, at det er så tabuiseret. Og noget om, hvor massivt stort et problem det er at være mandlig homoseksuel i vores miljø.

- Det er en ekskluderende kultur, vi har i forhold til den minoritet. Man har stigmatiseret homoseksuelle mænd, fra man er helt lille i fodboldklubberne, og så lærer man at bruge "homo" og "bøsse" som skældsord. Det skal ikke være sådan, det er håbløst, siger Mads Øland.

Mads Øland talte med spillerne

I starten af 00'erne var der to mandlige spillere, der henvendte sig til direktøren. De var mænd, der var til mænd, men det skulle ikke ud.

- Det var mig, der talte med dem. De ville absolut ikke stå frem. De havde tillid til at snakke med mig om det. Siden har vi ikke haft nogen.

- Vi har masser af fortrolige snakke med spillere hele tiden, og vi har tavshedspligt, så de har tillid til os, fortæller direktøren.

Mads Øland påpeger, at man som fodboldspiller ikke skal føle sig presset til at fortælle om sin seksualitet.

- Skulle der være en, der henvender sig, så vil vi snakke med vedkommende i fortrolighed. De skal ikke springe ud offentligt, hvis de ikke vil, men skulle de ønske at springe ud, så vil vi støtte dem.

- Vi vil hjælpe med at snakke med deres klub, da arbejdsgiverne er super vigtige i den sammenhæng. Så skal vi finde ud af, hvordan vi får kommunikeret det bedst muligt ud, siger han.

- Spillerne vil tage godt imod det

Direktøren undrer sig på den ene side over, at ingen ud af de 1100 aktive mandlige medlemmer er stået frem som homoseksuel. På den anden side giver det god mening for ham.

For fodboldspillere er i forvejen under maksimalt pres, og der er nok at bruge sine kræfter på. Og står man frem som homoseksuel, vil det ifølge direktøren med stor sandsynlighed føre til øget pres fra medier og fans.

- Jeg er sikker på, at holdkammeraterne i omklædningsrummet vil tage godt imod det, og det kunne jeg nok ikke sige for ti år siden.

- Men som fodboldspiller er du under pres hele tiden. Og mange fodboldspillere tænker også, hvordan de kan reducere mængden af problemer. Man tager ikke alle kampe, og man tænker virkelig i, hvad man bruger tid på frem for at restituere, siger Mads Øland.