Real Madrid sikrer milliardlån til modernisering af stadion

16x9
Real Madrids stadion Santiago Bernabeu skal transformeres til et "digitalt fremtidsstadion". Foto: Juan Medina / Ritzau Scanpix

Den spanske storklubs hjemmebane skal moderniseres for næsten 4,3 milliarder danske kroner.

Real Madrid har fået finanserne på plads, så klubbens hjemmebane, Santiago Bernabeu, kan blive moderniseret.

Det skriver Real Madrid på sin hjemmeside fredag.

Den spanske storklub har taget et lån på et beløb svarende til cirka 4,3 milliarder kroner.

Målet er at gøre Santiago Bernabeu til et "digitalt fremtidsstadion". Sådan lød det, da planerne for moderniseringen af hjemmebanen blev offentliggjort i sidste uge.

Ombygningen begynder efter den indeværende sæson. Det nye stadion skal efter planen stå færdigt i 2023.

Ombygningen vil ikke betyde flere tilskuerpladser. Ifølge Real Madrid vil den heller ikke få indflydelse på klubbens økonomi, hvad angår spillerhandler.

- De nye indkomstmuligheder i forbindelse med moderniseringen vil ikke alene finansiere ombygningens omkostninger, men også udvide klubbens løbende omsætning.

- På den måde vil den give Real Madrid mulighed for at fastholde sin ledende position på såvel det sportslige som økonomiske område, lyder det på klubbens hjemmeside.

Planen er blandt andet at installere et tag på Santiago Bernabeu. Ydersiden af stadion vil få en facade af titanium. Der vil også komme en 360 graders måltavle.