Fodbold

Sager om homofobi er nyt for DBU - bøderne kan komme til at vokse

Jens Hjortskov, formand for DBU's disciplinærudvalg.

DBU's disciplinærinstans har ikke tidligere fået klager over homofobi, og har derfor fastslået bøder til OB og Brøndby ud fra lignende racisme-sager.

Superliga-klubberne OB og Brøndby har hver fået en bøde på 25.000 kroner, efter fans af begge klubber sendt homofobiske tilråb afsted mod FC Københavns Viktor Fischer.

Det besluttede Dansk Boldspil Unions (DBU) disciplinærinstans fredag formiddag, hvor instansens formand, Jens Hjortskov, også fortæller, at bøderne vil vokse, hvis der gentagne gange sker lignende tilfælde.

- Vi kan blive tvunget til at løfte bødeniveauet, hvis sagernes antal eskalerer. Hvis vi uge efter uge oplever det her på stadions, så er vi nødt til at kigge på, om sanktionsniveauet er passende, fortæller Jens Hjortskov til TV 2 SPORT.

Han oplyser samtidig, at det er første gang, man har fået en henvendelse om homofobi i dansk fodbold.

- Vi har ikke tidligere modtaget klager over det, og vi har heller ikke selv været gjort opmærksomme på, at det skulle være et problem tidligere. Det er vi blevet her, og det er derfor, vi har benyttet os af den mulighed for at tage sager op af egen drift.

- Vi har benyttet lejligheden til at skrive ud til klubberne, at dette er new-ground for os. Det er første gang, vi har de her sager. Nu har vi et sanktionsniveau, og vi håber jo et eller andet sted, at det stopper med det. Men hvis det viser sig, at det er et eskalerende problem i dansk fodbold, så gør vi klubberne opmærksom på, at vi vil tage det sanktionsniveau op til overvejelse i kommende sager, siger Jens Hjortskov.

For at fastslå bøden til OB og Brøndby på 25.000 kroner, har Disciplinærinstansen taget udgangspunkt i tidligere sager om racisme.

- Vi har nogle sammenlignelige fortilfælde på racisme-området, hvor der er blevet fremsat racistiske tilråb mod spillere på modstanderhold i Danmark.

- Det er sådan, vi er nået frem til en bødestørrelse på 25.000 kroner, fordi vi har taget afsæt i den praksis på racisme-området, og så har vi selvfølgelig vurderet de helt konkrete områder i de aktuelle sager, og derfor nået til 25.000 kroner i begge tilfælde, fortæller Jens Hjortskov.

OB-fans ytrede sig homofobisk direkte overfor Viktor Fischer efter en hjemmekamp mod FC København i søndags, mens Brøndy-fans sang lignende sange om danskeren under en udekamp mod FC Nordsjælland dagen efter.

Og hvis det sker under søndagens derby mellem FC København og Brøndby, er kampens dommer ikke bleg for at skride til handling og blæse kampen af.