Fodbold

Jørgensen ser rødt efter VAR - sparker spiller ned

Nicolai Jørgensen fik direkte rødt i kampen mod Heracles. Olaf Kraak / Ritzau Scanpix

Nicolai Jørgensen sparkede en modspiller ned i frustration, da Feyenoord spillede sig op på tredjepladsen i Æresdivisionen.

Da Feyenoord-spillerne jublede over en sen sejr på 2-1 over Heracles lørdag aften, var det uden holdets danske angriber, Nicolai Jørgensen.

65 minutter inde i kampen - ved stillingen 1-1 - sparkede Jørgensen ud efter en modspiller, der blokerede danskerens løbebane, og med VAR går den slags ikke ubemærket hen.

Dommeren så situationen igennem ude ved sidelinjen, hvorefter han hurtigt præsenterede Nicolai Jørgensen for det røde kort som straf.

Det er første gang i karrieren, at angriberen får et direkte rødt kort.

Den 28-årige dansker startede kampen på banen, og kom ellers godt fra start med et oplæg til Steven Berghuis' 1-0-mål efter 33 minutter.

Efter en udligning kort efter pausen var det også Berghuis, der på straffespark scorede målet til 2-1 i det 82. minut.

Med sejren kravler Feyenoord op på tredjepladsen i den hollandske liga med fire runder tilbage.