Fodbold

Opsagt SønderjyskE-træner bliver assistent i Esbjerg

Nørgaard overtager jobbet efter Lars "Lungi" Sørensen, der skal varetage arbejdsopgaver på klubbens ungdomsakademi. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Claus Nørgaard vender tilbage til Superligaen i næste sæson, hvor han bliver assistent for John Lammers.

Den tidligere SønderjyskE-træner Claus Nørgaard bliver i næste sæson assistenttræner hos superligakonkurrenten Esbjerg. Det oplyser Esbjerg torsdag på klubbens hjemmeside.

Nørgaard overtager jobbet efter Lars "Lungi" Sørensen, der skal varetage arbejdsopgaver på klubbens ungdomsakademi.

Den tidligere SønderjyskE-træner bliver dermed en del af teamet rundt om cheftræner John Lammers, der i denne sæson har ført oprykkerholdet frem til mesterskabsspillet.

– Det har hele tiden været planen at ansætte en assistenttræner med erfaring og kompetencer fra højeste niveau, og det får vi med ansættelsen af Claus Nørgaard, siger sportschef Jimmi Nagel til Esbjergs hjemmeside.

39-årige Claus Nørgaard blev i december opsagt i SønderjyskE et halvt år før kontraktudløb, efter at han havde offentliggjort, at han var indstillet på at stoppe i Haderslev-klubben efter den igangværende sæson.

Kort efter blev Glen Riddersholm ansat som ny cheftræner i SønderjyskE.

Claus Nørgaard har en fortid som træner i Dansk Boldspil-Union (DBU) og assistent i Brøndby.

Nørgaard var cheftræner i små to år i SønderjyskE.