Solskjær med kontant udmelding efter afklapsning - eksperter bakker op

16x9
Ole Gunnar Solskjær mener, at spillerne i Manchester United skal arbejde hårdere. Foto: Peter Powell / Ritzau Scanpix

Ole Gunnar Solskjær gør det klart, at der vil være spillere, som ikke fortsætter i Manchester United, hvis han skal have succes som manager.

Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær kræver mere af sine spillere, hvis de skal fortsætte i den engelske storklub efter sommerferien.

Søndag indkasserede Manchester United et nederlag på hele 4-0 på udebane mod Everton. Den norske manager har efterfølgende undskyldt den pauvre indsats overfor klubbens fans, og skal klubben igen have succes, bliver det ikke med alle de nuværende spillere på holdet, siger manageren.

- Man kan ikke ændre et helt hold. Vi må tage et skridt ad gangen. Jeg skal nok få succes her, og der vil være spillere, som ikke bliver en del af det, siger Solskjær ifølge BBC.

- Jeg vil have, at mit hold skal være det hårdest arbejdende i ligaen, som det var under Alex Ferguson med Ryan Giggs, David Beckham, Gary Neville og Denis Irwin. Uanset hvor meget talent du har, så løber du mere end de andre.

Eksperter tror på Solskjær-fremtid

Da Manchester United fyrede Jose Mourinho, var de placeret på sjettepladsen i Premier League med 19 point op til Liverpool.

Efter nederlaget søndag til Everton er klubben stadig på sjettepladsen - nu 21 point efter Liverpool.

Trods den manglende fremgang i ligaen siden trænerskiftet er der opbakning blandt de engelske eksperter til, at den norske manager kan få holdet til at præstere igen. Også selvom spillernes indsats søndag var mangelfuld.

- Nogle af de spillere kan ærlig talt ikke se sig selv i spejlet og sige, at de gjorde deres bedste for holdet og for klubben, siger den tidligere Arsenal-spiller og fodboldekspert Martin Keown om nederlaget til Everton ifølge express.uk.

- Alle er selvfølgelig sammen om det, men de her spillere har kostet jobbet for mange managere. Men de vil ikke være skyld i denne managers fyring, slår han fast.

Den tidligere Manchester United-spiller Gary Neville ser også en fremtid for den norske manager hos ’De røde djævle’, men han mener, at klubben har brug for en genopbygning.

- Jeg har fuld tiltro til, at Ole Gunnar Solskjær har det, som skal til, siger han ifølge TV 2 Norge.

- Ole Gunnar Solskjaer udtalte fredag, at han havde brug for at genopbygge dette hold, og det er tydeligvis et faktum. Men han sagde også, at han havde brug for et par transfervinduer.

- I øjeblikket tror jeg ikke på, at der er nogen, som er i stand til at kunne genopbygge klubben på den måde, som den skal fra et fodboldmæssigt perspektiv. Jeg kommer måske til at tage fejl, men i øjeblikket er beviset der for, at noget er fundamentalt forkert, forklarer Gary Neville til express.co.uk.

Med fire runder tilbage af Premier League ligger Manchester United på sjettepladsen, hvor de er to point efter Arsenal på fjerdepladsen, som giver adgang til Champions League.

Afstemning