Fodbold

- Jeg er handicappet for livet - min karriere er måske slut, siger Nicki Bille

Nicki Billes fodboldkarriere kan være forbi.

Nicki Bille fortæller, at han har problemer med at bøje og strække armen, og at han ikke kan knytte sin højre hånd.

Nicki Billes karriere som professionel fodboldspiller kan være slut.

Det fortæller den 31-årige angriber torsdag i Københavns Byret, hvor han forsvarer sig mod anklager om vold, trusler og overtrædelse af våbenloven.

Billes højre arm er indbundet i en bandage. Det skyldes en episode i hans lejlighed på Kenny Drews Vej i København mellem jul og nytår, hvor Bille blev skudt og ramt af flere hagl i armen.

- Jeg er handicappet for livet af det her. Min fodboldkarriere, som jeg har kæmpet for hele livet, er måske slut, lyder det fra Bille.

Han fortæller, at han har problemer med at bøje og strække armen, og at han ikke kan knytte sin højre hånd. Da han var indlagt, fik han efter eget udsagn op mod 50 piller om dagen.

I retten afbryder han på et tidspunkt sin forklaring og beder om et glas vand.

- Jeg får en masse medicin. Det gør, at jeg bliver helt tør i munden, fortæller fodboldspilleren.

Nægter sig skyldig i vold

Skudepisoden er dog ikke på dagsordenen ved torsdagens retsmøde. Men da Bille var indlagt til behandling, skulle han ifølge sagens anklageskrift have truet en sygeplejerske.

Det afviser Nicki Bille dog. Han indrømmer, at der var en konfrontation mellem de to, men det startede, fordi sygeplejersken hævede stemmen. Det udviklede sig til et skænderi, og ifølge Bille endte det med, at sygeplejersken slog ham.

Nicki Bille nægter sig skyldig i endnu et anklagepunkt. Det drejer sig om vold mod en dørmand på et diskotek i København kort før jul. Der er lidt uenighed om hvilket diskotek.

- Det er det sted, der i gamle dage hed Diskotek IN, fortæller Nicki Bille.

Her skulle Nicki Bille have slået en dørmand en eller to gange i ansigtet med knyttet hånd. Det afviser Bille dog. Ifølge ham var de i et skænderi, fordi dørmanden ikke ville lukke ham ind.

- Jeg er en person med mange følelser, og så bliver jeg sur, fortæller Bille, som erkender at have ramt dørmanden med sin hånd.

Men der var tale om et skub. Ikke et slag. Ifølge Bille ville han skubbe dørmanden væk, da de to kom i "clinch" med hinanden.

Erkender trussel med luftpistol

Dørmanden har en anden forklaring. Den afgiver han med opbakning fra omkring en halv snes kolleger, som er til stede i retten. Ifølge dørmanden var der tale om slag.

- Det ene slag afværger jeg, men det andet rammer, fortæller dørmanden.

Bille er også anklaget for i en brandert at have truet en mand med en luftpistol. Det erkender han. Det skete i oktober. Bille nægter dog, at han i samme forbindelse overtrådte våbenloven. Luftpistolen var lovlig.

Endelig har Nicki Bille erkendt at have været i besiddelse af 0,26 gram kokain til eget forbrug.