Fodbold

Tidligere PSG-spiller sender stikpille efter pokaltriumf

Rennes-spilleren Hatem Ben Arfa driller sin tidligere klub Paris Saint Germain efter pokalsejren.

Den franske Rennes-spiller Hatem Ben Arfa fik den ultimative hævn, da han slog sin tidligere arbejdsgiver, Paris Saint Germain, i finalen i den franske pokalturneringen.

- Jeg har ikke noget imod klubben, bare imod dem der styrer den, lød det fra Hatem Ben Arfa efter kampen ifølge det franske fodboldmedie Get French Football News (GFFN).

Vi lavede et comeback, men PSG er vant til det

Ben Arfa

Ben Arfa skiftede fra PSG til Rennes i sommer efter at være blevet frosset ud i den stenrige hovedstadsklub.

Derfor var sejren ekstra sød i finalen i pokalturneringen, hvor Ben Arfa scorede på et af Rennes' forsøg i straffesparkskonkurrencen.

- Selvfølgelig er det specielt at slå PSG, især præsident Nasser (PSG's præsident, red.). Han må aldrig undervurdere en modstander, sagde Ben Arfa ifølge et tweet fra journalist på fodboldmediet Goal Robin Bairner.

I pokalsejren var Rennes bagud 0-2, men fik kæmpet sig tilbage. Et comeback som Ben Arfa nævnte efter kampen.

- Vi lavede en remontada (spansk term for comeback, red.), men PSG er vant til det, sagde Ben Arfa ifølge GFFN.

Citatet var en henvisning til PSG's utrolige 1-6-nederlag til Barcelona i ottendedelsfinalen i Champions League i 2017, hvor PSG havde vundet det første opgør i Paris med 4-0 og derfor måtte forlade turneringen.

I denne sæson vandt PSG 2-0 på udebane over Manchester United, inden englænderne et historisk comeback med 3-1 i returkampen i 1/8-finalerne. Det er aldrig sket før i Champions League, at et hold har sat en 2-0-føring over styr på hjemmebane.

En hilsen til Rabiot

Ben Arfa nåede også at sende en hilsen til PSG's franske spiller Adrien Rabiot, der ligesom Ben Arfa også er blevet frosset ud i klubben.

- En dag vil Rabiot, ligesom jeg, spille mod PSG, siger han ifølge GFFN.

Rennes' ejer, François-Henri Pinaul, jublede naturligvis efter klubbens første pokaltitel siden 1971.

- Det er en drøm. Da jeg var ung, var jeg en bolddreng. Jeg er så stolt, siger han ifølge GFFN.

PSG's træner, Thomas Tuchel, har dermed kun vundet det franske mesterskab i denne sæson.

Det er første gang siden 2013, at PSG ikke vinder én af de to franske pokalturneringer.

Holdet er også ude af Champions League efter nederlaget til Manchester United.

Efter kampen udtalte tyskeren, at han skulle hjem og "tænke over den komplicerede situation."