Fodbold

For tidligt at sige, om Casillas fortsætter karrieren, siger klublæge

Der var heldigvis plads til smil hos Iker Casillas onsdag aften. Iker Casillas Twitter Handout / Ritzau Scanpix

Iker Casillas har kontrakt med Porto frem til sommeren 2020, men efter hjerteanfaldet onsdag er det endnu uvist, hvorvidt han fortsætter karrieren.

Det er dagen derpå for onsdagens største chok i fodboldens verden.

Det stod den ikoniske målmand Iker Casillas for, da han blev ramt af et hjerteanfald under Portos træning. Efter en operation og hurtig ageren af lægestaben lykkedes det dem at redde Casillas’ liv, og hans tilstand er stabil.

Spørgsmålet er heldigvis ikke, om han overlever, men derimod om han fortsætter med at spille fodbold. Han har kontrakt med Porto til sommeren 2020, men omfanget af minutter i målet for klubben den kommende sæson er endnu uvis. Det fortæller holdets læge Nelson Puga torsdag ifølge AP.

- Først efter omhyggeligt at have taget alt i betragtning vil det være muligt af afgøre, hvorvidt han fortsætter, og om han ønsker at fortsætte, siger holdlægen og tilføjer:

- Det kommer til at afhænge af medicinen, han skal tage, og på evalueringen af de fysiske krav, hans erhverv kræver, og af hans vilje til at fortsætte med at spille.

Onsdag aften skrev Casillas på Twitter, at han var OK.

Alt er under kontrol, det var en stor forskrækkelse, men alt er intakt. Mange tak for alle jeres beskeder og jeres omsorg, lød det fra den ikoniske tidligere Real Madrid-målmand.

I kølvandet på nyheden var flere af verdens topspillere ude med støtte til målmanden. Både på de sociale medier og i interview. Blandt andre Lionel Messi efter Barcelonas 3-0-sejr over Liverpool i Champions League onsdag aften.

- Jeg vil gerne sende et stort kram og ønske ham en hurtig god bedring.