Fodbold

'Guddommelige' Messi hyldes for frisparksperle

Lionel Messi fejrer sin anden scoring mod Liverpool. Susana Vera / Ritzau Scanpix

Barcelonas altoverskyggende stjerne tog sagen i egen hånd med to mål i det sidste kvarter i 3-0-sejren over Liverpool i Champions League.

Det var praktisk talt umuligt at forhindre Lionel Messi i at score sit Barcelona-mål nummer 600 og dermed runde en ny stor milepæl onsdag aften.

Med et frispark kort før tid krøllede argentineren bolden over muren af Liverpool-spillere, og selvom Alisson hang på langs i luften inde mellem stolperne, forhindrede heller ikke han bolden i at fortsætte sin kurve helt op i målhjørnet.

- I sådan nogle øjeblikke er han ustoppelig. Vi kunne ikke forsvare os mod frisparket. Sikke en afslutning. Han er verdensklasse. Jeg beundrer ham meget, siger Liverpools manager, Jürgen Klopp.

Målet sikrede Barcelona en sejr på 3-0 over englænderne i den første Champions League-semifinale, og Messi stod også for 2-0-scoringen, der også faldt i kampens sidste kvarter.

Lionel Messi sparker til bolden på sit frispark.

- Messi fortjener allerede en statue for det, han har gjort, og for det, han vil fortsætte med at gøre. Han er på et uhørt niveau, og for mig gælder det bare om at nyde øjeblikkene med ham, og om at lære og at have det sjovt, sagde Barcelona-backen Nélson Semedo efter kampen, ifølge A Bola.

Hyldes internationalt

Også i de spanske såvel som engelske medier bliver Lionel Messi hyldet for sit drømmemål, der samtidig sender ham op på siden af Cristiano Ronaldo, der for nyligt også scorede sit klubmål nummer 600. Lionel Messi har nået sine 600 mål på 682 kampe, mens Ronaldo har brugt 803.

- Selvom Luis Suarez forsagede den første skade ved at score et glimrende mål mod sin tidligere klub, blev han stadig toppet af geniet Lionel Messi. Jürgen Klopp havde advaret om, at Liverpool kunne komme til at 'lide' mod Barcelona, og sådan gik det.

- Suarez var nådesløs i første halvleg, og Messi var slet ikke til at spille imod i sidste halvdel af anden halvleg. Hans andet mål var et af de frispark, der overgår ens fantasi, og som helt sikkert dræbte al spænding kampen om finalepladsen.

Lionel Messi frispark går over muren med retning mod mål.

- Liverpool spillede bedre og bedre, men kunne intet stille op mod Ter Stegen, og i stedet udnyttede Barcelona sine chancer. Gæsterne fortjente mere, men Lionel Messi forsvarede sit tempel.

- Hans 3-0 mål fik Camp Nou til at kollapse i en historisk aften, og han har allerede Den Gyldne Bold i sin lomme. De kan lige så godt give ham den imorgen. Spillernes jubel afspejler altid betydningen af deres mål, og at se Messis jubel viser, at han han lever for og drømmer om Champions League-trofæet.

- Lionel Messi har scoret 600 gange for Barcelona - og den gloværdige milepæl blev rundet med en dolk lige i Liverpools hjerte. Verdens bedste spiller nogensinde er på en mission i denne sæson, hvor han har lovet at bringe Champions League-trofæet hjem, så han scorede to gange for at sikre sig en plads i finalen. Det var en guddommelig handling.

Lionel Messi fejrer sin 3-0-scoring.

- Messi... Der er ingen anden forklaring efter 98 minutters storslået fodbold - ændrende, intens, strategisk. Kampe som disse vil du ikke have til at stoppe, og det virkede også til at være dommerens holdning.

- Hvis 1-0 virkede som en sejr over sejrsmaskinen Liverpool, virker 3-0 som en uretfærdighed - men samtidig retfærdiggjort af fodboldens bedste, Lionel Messi, i en uforglemmelig semifinale.

Onsdag aften scorede Luis Suarez til 1-0-målet der samtidig var Barcelonas 500. af slagsen i den bedste europæiske klubturnering.

Der spilles returkamp på Anfield på tirsdag.