Fodbold

FCM forlænger med United-bøddel

Gustav Isaksen har sat sin underskrift på en aftale med FCM, der forlænger hans kontrakt med fem år.

Han har imponeret stort for FC Midtjyllands U19-hold i både ind- og udland. Blandt andet med to mål Manchester United i ungdommens pendant til Champions League.

De næste år kan det blive i Superligaen, at 18-årige Gustav Isaksen scorer løs. Han har i hvert fald underskrevet en femårig forlængelse med midtjyderne. Det glæder sportschef Svend Graversen, som forventer, at Isaksen vil arbejde hårdt for at få succes.

- Det kræves der for at forløse Gustavs enorme potentiale, og det kommer ikke af sig selv. Der skal arbejdes benhårdt af både Gustav og staben, men når det er klaret, står vi med en unik spiller med store individuelle færdigheder, siger Svend Graversen på klubbens hjemmeside.

Gustav Isaksen fik lov at snuse til førsteholdet, da han var med på FCM's træningslejr i Dubai i vinterpausen.

Han har også vist sig flot frem i ungdomsturneringen Youth League, hvor FCM nåede kvartfinalen og undervejs slog Manchester United ud.

- Jeg er glad og lettet over, at der er kommet en afklaring, og det er en stor dag for mig og min familie. Det er en drengedrøm, som går i opfyldelse, siger Gustav Isaksen.

Stortalentet beskrives som en spiller, der er dygtig én mod én, som er kampafgørende og med "kant og vindermentalitet".

I første omgang får han trøjenummeret 45, og han glæder sig til at skifte ungdomsfodbold ud med seniorfodbold.

- Selv om der er langt fra U19-fodbold til voksenfodbold på øverste hylde, håber jeg, at jeg stille og roligt kan gøre mig gældende, for mit mål er at spille sammen med de bedste, siger Gustav Isaksen.