FCK kan igen blive mester mod rivalerne - i Europa er det en sjældenhed

16x9
Viktor Fischer (tv.) og Carlos Zeca efter en sejr på Brøndby Stadion. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En ikke uvant, men ubehagelig skæbne kan overgå Brøndbys fans søndag eftermiddag.

Det er sjældent sjovt at se rivalernes fans juble. Slet ikke over et mesterskab. Efter en kamp mod ens eget hold.

Søndag kan skæbnen overgå fans af Brøndby IF for intet mindre end femte gang på 26 år, når de tager den korte tur til Parken for at møde FC København.

En sejr vil matematisk sikre københavnerne mesterskabet foran FC Midtjylland.

Slår du op i fodboldspillets store historiebog, er der mange eksempler på, at et hold har kunne fejre et mesterskab i en kamp mod rivalerne. Men i de største ligaer i Europa, sker det noget mere sjældent end i Danmark.

I Frankrig er det eneste tilfælde i historien for 26 år siden, i Spanien er det ikke sket i 42 år, mens vi skal 59 år tilbage før det seneste tilfælde i Italien.

Statistikfirmaet Gracenote har på vegne af TV 2 SPORT bladret i historiebogen. Her har du de fire bedste eksempler:

Mesterskaber sikret i derbykampe

Zumas saksespark (FCK - Brøndby IF, 2001)

Sibusiso Zuma og Per Nielsen sekunder efter, at sydafrikaneren har sendt afslutningen af sted. Foto: Morten Juhl / Scanpix Nordfoto
Det mest berømte tilfælde fra dansk grund dateres til den 10. juni 2001.
Efter 56 minutter er FC København allerede på sejrskurs mod Brøndby IF i næstsidste spillerunde. Tre point vil sikre dem guldet foran vestegnsklubben.
Stillingen er 1-0, da hjemmeholdets Thomas Thorninger sender et indlæg ind i brystet på Sibusiso Zuma. Sydafrikaneren har ryggen til Brøndby-målet på kanten af feltet, i hvad der ligner en umulig situation.
Det stopper bare ikke Zuma fra at kaste sig i vejret med benene over hovedet. Brøndby-fansene bag målet ser måbende til, da saksesparket sejler over hovedet på en chanceløs Mogens Krogh og ind i netmaskerne.
Det første mesterskab siden 1993 er sikret - i øvrigt også her efter en kamp mod de blå-gule rivaler.
Også i 2007 og 2013 kunne FCK'erne fejre mesterskabet efter en kamp mod Brøndby. Det omvendte er endnu ikke sket.

'The Invincibles' (Tottenham - Arsenal, 2004)

Arsenal-spillerne jubler over mesterskabet sikret på Tottenhams hjemmebane. Foto: Odd Andersen / Scanpix Denmark
Sæsonen 2003/2004 var hård for Tottenham-fans.
Mens de selv sejlede rundt i den nedre del af tabellen, vadede ærkerivalerne Arsenal fra sejr til sejr i Premier League.
Og selvfølgelig ville skæbnen, at naboerne fra det nordlige London lige præcis skulle sikre sig det suveræne mesterskab på White Hart Lane - noget der i øvrigt også skete i 1971.
2-2 endte opgøret - men det er formentlig fejringen, der huskes bedst.
Ikke ét eneste nederlag led Arsene Wengers tropper i 2003/2004-sæsonen, hvorfor Arsenal-holdet fik kaldenavnet The Invincibles (de uovervindelige, red.).
Ingen af klubberne har i øvrigt vundet mesterskabet siden.

'4 Minuten Deutscher Meister' (HSV - Bayern München, 2001)

Stefan Effenberg løfter trofæet efter en helt vanvittig tæt afslutning. Foto: Kai Pfaffenbach / Scanpix Nordfoto
Hverken Bayern München, Hamburger SV eller Schalke 04 er særligt glade for hinanden.
Sammen var klubberne involveret i en af de mest dramatiske mesterskabsafgørelser i fodboldhistorien.
HSV kunne, hvis de på hjemmebane tog point fra mægtige Bayern München i Der Nord-Süd-Gipfel (topmødet mellem nord og syd, red.), sende mesterskabet til Schalke 04.
Indædte mesterskabskampe Bayern München og HSV imellem i 80'erne gjorde næppe motivationen for at spolere hovedstadsholdets mesterksabsfejring i Hamborg mindre.
Det så ud til at lykkedes. For netop da Schalke 04 - blandt andet efter et mål af topscorer Ebbe Sand - fik fløjtet sin 5-3-kamp af, scorede HSV til 1-0 i Hamborg.
Og så kunne jublen bryde løs. Både blandt hjemmeholdets fans og i Gelsenkirchen, hvor de blåklædte fans løb på banen for at fejre mesterskabet med de lykkelige spillere.
Det viste sig dog at være for tidligt.
For da Bayern-målmand Oliver Kahn inden kampen måtte bruge tid på at fjerne en klynge bananer fra sit felt, havde mandskabet fra München stadig minutter at løbe på i Hamborg.
Og i de allersidste sekunder af de fire minutters overtid lykkedes det helt sensationelt for Bayern München at udligne ved svenske Patrik Andersson, så de i stedet kunne fejre mesterskabet på rivalernes græs. Imens måtte slukørede Schalke-spillere og fans pakke sammen.
"4 Minuten Deutscher Meister", stod der i aviserne dagen efter med henvisning til de fire minutter og 38 sekunder, de i Schalke 04 troede, at de var mestre.

Danskere så rivalerne blive mestre (PSV - Ajax, 2017/2018)

PSV Eindhoven efter 3-0-sejren over Ajax den 15. marts 2018. Foto: Jasper Juinen / Scanpix Denmark
Ajax havde et spinkelt håb om at kunne frarøve rivalerne fra PSV Eindhoven det mesterskab, de havde cruiset mod hele sæsonen.
Det krævede dog som minimum en sejr i De Nieuwe Klassieker på Philips Stadion med fire runder igen.
Den drøm blev imidlertid hurtigt til et mareridt for Amsterdam-holdet, der havde to danskere med fra start.
Hverken Kasper Dolberg eller Lasse Schöne kunne gøre fra eller til i opgøret foran 35.000 ellevilde PSV-fans.
Tre mål fik de lov at fornøje sig med, inden fejringen for alvor kunne bryde løs.
Om gæsternes Nicolas Tagliafico og Siem de Jong ikke kunne holde ud at se rivalerne blive mester, skal lade være usagt - men de præsterede begge at få sig selv præsenteret for det røde kort i slutminutterne.
Ingen af Ajax' 33 mesterskaber er i øvrigt blevet fejret foran PSV-fans.
Til gengæld kan de i år vinde for snuden af rivalerne for Eindhoven, hvis de vinder sæsonens sidste to kampe i Æresdivisionen, hvor de fører på en bedre målscore.