Fodbold

Real Madrid sender rørende hilsen til sygemeldt Casillas

Real Madrids mangeårige målmand, Iker Casillas, fik støttende ord med på vejen fra hele Bernabeu før madrilenernes kamp mod Villarreal.

Målmanden Iker Casillas er langt fra glemt i den spanske storklub Real Madrid.

Over en 16-årig periode fra 1999 til 2015 spillede spanieren 725 kampe for 'kongeklubben', og derfor ramte det også både spillere og fans i Real Madrid, da den efterhånden 37-årige fanfavorit og mangeårige anfører tidligere på ugen blev ramt af et hjerteanfald til træning hos sin nuværende klub, FC Porto.

I Real Madrid var Casillas med til at vinde hele 21 titler, inklusiv tre Champions League-triumfer og fem mesterskaber, og før søndagens hjemmekamp mod Villarreal viste både spillere, fans og klubben selv, at målmanden stadig fylder meget i den spanske hovedstad.

Som du kan se i videoen over artiklen, havde tilskuerne på tribunen forberedt et banner med teksten 'Real Madrid er med dig, stærke Iker - den evige anfører', mens alle spillerne gik på banen i en t-shirt med skriften 'Iker, vi er alle med dig'.

Artiklen fortsætter under billederne.

Real Madrid-fansene havde lavet et banner med en hilsen til Iker Casillas.
Casemiro og Jesus Vallejo iført Real Madrid-spillernes hyldesttrøje til Iker Casillas.

Iker Casillas var på mange måder synonym med Real Madrid før skiftet til FC Porto, der er den eneste klub, Casillas har spillet i udover den spanske hovedstadsklub.

Han kom til Real Madrid som ungdomsspiller i 1990, og til søndagens kamp havde man fra klubbens side valgt at bruge Iker Casillas som cover på søndagens kampprogram med samme hilsen som på spillertrøjer og banner.

Efter hjerteanfaldet i onsdags blev målmanden hasteopereret, hvorefter han selv udtrykte sin taknemmelighed over alverdens støttende ord.

- Alt er under kontrol, det var en stor forskrækkelse, men alt er intakt. Mange tak for alle jeres beskeder og jeres omsorg, skrev Casillas på Twitter.

Ifølge FC Porto er det stadig for tidligt at bekræfte, om Iker Casillas kommer tilbage på banen.

Real Madrid vandt med 3-2 over Villarreal og kan dermed stadig nå at overhale Atletico Madrid på andenpladsen med en bedre indbyrdes statistik.

Se højdepunkterne fra sejren her: