Yussuf Poulsen nomineret til sæsonens hold i Bundesligaen

16x9
Yussuf Poulsen har haft en stor sæson i RB Leipzig, hvor han har markeret sig som holdets topscorer. Foto: Armando Babani / Ritzau Scanpix

Landsholdsspilleren Yussuf Poulsen har været brandvarm i Bundesligaen i denne sæson, hvor han har scoret 15 mål.

Yussuf Poulsen har haft meget at juble af i år - både på og uden for banen.

Angriberen har scoret mål på samlebånd for sin klub RB Leipzig, og på hjemmefronten forbereder han sig i øjeblikket på at blive far. Og nu kan året blive endnu bedre.

Den danske landsholdsspiller er således nomineret til sæsonens hold i Bundesligaen efter en sæson, hvor 24-årige Poulsen har scoret 15 mål og lavet 3 assists.

40 spillere er i alt blevet nomineret - heraf 10 angribere. På angriberpositionen vil tre spillere blive valgt, da opstillingen er 3-4-3.

Udover Yussuf Poulsen er også Luka Jovic (Eintracht Frankfurt), Robert Lewandowski (Bayern München), Max Kruse (Werder Bremen), Paco Alcacer (Dortmund), Wout Weghorst (Wolfsburg), Andrej Kramaric (Hoffenheim), Thorgan Hazard (Mönchengladbach), Sebastien Haller (Eintracht Frankfurt) og Julian Brandt (Leverkusen).

Sæsonens hold bliver valgt ud fra en stor afstemning for fans, der løber fra den 3.-19. maj, samt vurderinger fra Bundesliga-eksperter og klubbernes anførere.

Blandt andre store stjerner, der også er nomineret, finder vi Dortmunds Marco Reus, James Rodriguez og Joshua Kimmich fra Bayern München.

Den mest målfarlige dansker siden Ebbe Sand

Landsholdsangriberen har været i Leipzig siden 2013, og i marts valgte han at forlænge sin kontrakt til 2022.

Kontraktforlængelsen kommer i en sæson, hvor han som den bare fjerde dansker i historien har scoret 15 ligamål i samme sæson. Den seneste til at gøre det var Ebbe Sand for 18 år siden.

Og årsagen til, at han i år er topscorer for sin klub er ikke tilfældigt.

- Jeg har haft mere fokus på det. Det har ikke altid været en del af mit spil at have fokus på at skulle være den, der scorede. Det har jeg prøvet at ændre lidt.

- Jeg har prøvet at se mig selv som den, der skal score målene for holdet og ikke nødvendigvis andre. Det er mest den mentale tilgang til det, som er den største ændring, jeg har lavet, sagde han til TV 2 SPORT i marts.

Yussuf Poulsen og Leipzig er nummer tre i Bundesligaen inden de to sidste spillerunde. De kan ikke længere nå at vinde mesterskabet.

Men klubben kan fortsat nå at vinde pokalturneringen. Her er de i finalen, hvor de den 25. maj møder Bayern München.